Bankerne lover altid torden og lynild
Rådmand Brian Skov Nielsen har ikke meget til overs for chefanalytikers kritik af skattestigning
Rådmand Brian Skov Nielsen (EL), der ligger mandat til skatteaftalen, tror slet ikke på Jan Størup fra Nordea.
“Det er en typisk neoliberal økonomi, som vi er vant til at høre fra bankerne. De mener, at vi skal skære ned på vores velfærdsstat, fordi vi skal privatisere mest muligt. Hver gang, vi politikere laver noget, som er imod deres tankegang, så lover de bulder, brag, torden og lynild. Jeg tror overhovedet ikke på dem.”
Han mener, at mere velfærd skaber flere arbejdspladser.
“300 millioner gør, at vi kan ansætte ekstra hænder - lige knapt 80 i Ældre- og Handicapforvaltningen. Det er folk, der måske er tidligere arbejdsløse, som nu kommer til at betale skat.”
Rådmanden er enig i, at borgere kan vælge at flytte væk fra byen. Men det skyldes mangel på velfærd.
“Folk flytter fra byen, fordi der er for dårlig normering i deres børns døgninstitutioner, dårlig undervisning i folkeskolen osv. Det gør vi noget ved nu.”
Rådmand Susanne Crawley Larsen (R) er enig med Enhedslisten.
“Det er ikke kun arbejdspladser, der afgør, om folk vælger en by til. Kvaliteten af velfærdsydelser er lige så vigtig.”
Trods gentagne henvendelser har det ikke været muligt at få borgmester Anker Boye til at kommentere kritikken.