Fortsæt til indhold

Vidar-Ulkebøl Håndbold har fået hovedsponsor

Arkiv
Arkiv

Fra den 1. august 2016 har Vidar-Ulkebøl Håndbold fået en hovedsponsor. Det er den lokale sparekasse, Broager Sparekasse, der 3 år frem er med til at give klubben økonomisk opbakning.
"Det er simpelthen altafgørende, at vi kan få økonomisk støtte. Det giver os mulighed for at lave nogle fede ting for vores spillere og frivillige trænere, så vi er selvfølgelig utroligt taknemmelige for, at Broager Sparekasse vil være vores hovedsponsor," lyder det fra Tommy Vedstesen, som er formand i håndboldklubben.

Spillere og frivillige

Mange sportsklubber mærker nedgang og ringe tilslutning fra spillere og frivillige. Men det er ikke tilfældet i Vidar-Ulkebøl Håndbold, hvor spiller-antallet er steget med 14 procent fra 2014-2015. Håndboldklubben har heller ikke oplevet problemer med at tiltrække frivillige trænere.
"Vi har ikke tidligere haft en reel hovedsponsor, så det giver det lidt mere ro, at vi nu er sikre på Broager Sparekasses opbakning de næste 3 år. Vi plejer at sige, at vi samler på gode oplevelser, både på og ude for banen, og det er uanset, om man er spiller eller frivillig," fortæller Tommy Vedstesen.
"Så nu glæder vi os til vores næste træningsweekend i september," siger han.
Udover sociale arrangementer, bidrager hovedsponsoratet også til klubdragter.

Opbakning til lokale

Broager Sparekasse bakker op om flere forskellige sportsklubber i området og er bl.a. også hovedsponsor i Dybbøl Håndbold.
"Det er fedt, det klubberne og de frivillige gør for vores børn. Vi er stolte over at kunne bakke op i det område, som vi selv agerer i. Det at kunne give noget tilbage til vores lokalområde betyder meget for os, og vi glæder os til samarbejdet med Vidar-Ulkebøl Håndbold de næste 3 år," fortæller underdirektør i Broager Sparekasse, Morten Vestergaard.