Fortsæt til indhold

Flere skud i bøssen

Skydebrødre har forsvaret Roskildes stolte traditioner gennem 229 år

Arkiv
Erling Pedersen

Da Skydebrødrene tirsdag marcherede gennem Roskildes gader og senere beviste, at de stadig har skud i bøssen, forsvarede de samtidig en stolt og gammel tradition, I år er det nemlig 229 år siden, at Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab blev oprettet. I en periode var det moderne blandt nogle at gøre lidt grin med fugleskydningen. Men i de seneste år er der atter kommet flere yngre medlemmer til, og forståelsen af fugleskydningens kulturhistoriske betydning er atter vokset. Denne anerkendelse har ikke mindst vist sig gennem den store støtte, der har været til selskabets arbejde med at få de gamle vinderskiver fra generationer af fuglekonger sat i stand og bevaret. Per Handberg fra skiveudvalget har været en drivende kraft i dette arbejde og formået at hente støtte fra adskillige fonde. Flere af skiverne er nu kommet op at hænge på det store nye Roskilde Museum. På rådhuset har borgmeteren ligeledes givet plads på en væg, mens de nyeste skiver fortsat er på Håndværkeren i Hersegade. Gennem historien har skydebrødrene repræsenteret et bredt udsnit af 'byens, bedste borgere', som det hedder. I dag er det fortsat handelsmænd, håndværkere og folk fra forskellige andre erhverv, som udgør medlemsskaren.

March gennem byen

Igen i år skulle traditionerne holdes i hævd. Sidste års fuglekonge møbelpolstrer Pauli Andersen blev hentet hjemme af bestyrelsen med formand Ebbe Overgaard i spidsen og kom til museets gård, hvor medlemmerne fik en første forfriskning at styrke sig på. I lighed med en række tidligere år er det kunstneren Jeppe Drews, som har malet fuglekongens skive, der nu skal op at hænge på Håndværkeren. Med Hjemmeværnsorkestret i spidsen og under kyndig kommando af Per Handberg, der er tidligere premierløjtnant af reserven, marcherer de omkring 100 skydebrødre derefter nogenlunde i takt gennem byen til Stændertorvet. Strunke og stive bliver de her stillet op til parade foran det gamle rådhus. Borgmester Joy Mogensen holder dernæst en af sine fine hjemmelavede taler, hvor hun understreger den kulturhistoriske betydning ved fugleskydningen i en gammel by som Roskilde.

Foran det gamle rådhus på Stændertorvet holder borgmester Joy Mogensen tale til geleddet med skydebrødre.

Solid menu

Fra torvet marcherer deltagerne videre til Hersegade, hvor skydningen i Håndværkerforeningens have afvikles efter helt bestemte traditioner og med sikkerhedsforanstaltninger, der omhyggeligt overvåges af formanden for skydeudvalget Bennie 'Billedbutik' Hansen. Når alle plader er skudt ned, og årets nye fuglekonge fundet, er det tid til en velfortjent frokost. Menuen ligger også fuldstændig fast, selv om spisningen afbrydes af talere indimellem: Marinerede sild med løg, kryddersild med løg og kapers, røgede sild med løg og radiser, stegte sild med løg, sardiner i olie og tomat. Til dette serveres rugbrød, fedt og smør. Herefter kommer der en halv hummer med salat, dilddressing, mayonnaise, citron og ristet brød. Den lune ret består af sprængt lammekølle med kogt spidskål, nye kartofler, flødepeberrod, hvid sauce, smørsauce og sennep. Der sluttes af med brie, blåskimmelost og gammel ost med lyst brød, rugbrød, smør, fedt, sky, løg og solbærsyltetøj. Oven på alle disse anstrengelser spreder skydebrødrene sig efterhånden, og sidst på dagen kan man til tider møde nogle mere trætte deltagere ved Bryggeren i Algade og andre steder .