Fortsæt til indhold

Bevar Pauli og byg Lidl

”Gå efter en løsning, hvor både en ny dagligvarebutik og det historiske hus kan indgå,” lyder opfordringen fra Forum Vojens

Arkiv
Peter Rasmussen

Den 9. juni udløb fristen for høringssvar vedrørende ansøgningen om lov til at nedrive det hus, som i mere end 140 år har rummet hotel i Vojens.
Et af de høringssvar som er indkommet er indsendt af Forum Vojens – den borgergruppe, som arbejder med planer for byens fremtid.
”Det er ikke nogen let opgave at sige for eller imod den plan, som nedrivningen af Hotel Pauli er en del af,” konkluderer Forum Vojens i sit høringssvar og oplister gode grunde til såvel nedrivning som bevarelse.

For en nedrivningstilladelse taler
- at Hotel Pauli ligger som en del af et større område (mellem Hans Grams Gade og Danmarksgade) med andre bygninger, der ikke er bevaringsværdige. Et område, der trænger til et løft og en revitalisering, der vil kræve betydelige investeringer.
- risikoen for, at området forfalder yderligere, herunder med tiden også Hotel Pauli, såfremt det ikke lykkes at skaffe en investor til denne store opgave.
- at Hotel Paulis nuværende ejer ikke kan få solgt ejendommen. Herunder ej heller til de nuværende forpagtere, der trods ønsket om overtagelse ikke kan få denne finansieret.

Imod en nedrivningstilladelse taler
- at respekten for ejendommens historie og betydning for byen vejer tungt. Det fremgår tydeligt af den igangværende og intensive debat blandt borgerne - både i de traditionelle og på de sociale medier.
- at Vojens har smertelige erfaringer med tomme dagligvarebutikker. Risikoen for endnu en tom dagligvarebutik i byen ved en eventuel senere lukning af butikken kan ikke udelukkes.
- at yderligere en ny stor dagligvarebutik kan risikere at udkonkurrere andre dagligvarebutikker eller trække byens detailhandel væk fra Rådhuscentret.

Forum Vojens mener

"Konsekvensen af en ny dagligvarebutik i området er svær at forudsige. Konkurrencen vil givetvis blive øget med de positive og eventuelle negative konsekvenser, det måtte have. Vi ser imidlertid grundlæggende positivt på investeringer i vækst og udvikling og ser også dette som en forudsætning for at få realiseret visionerne for byens fremtid – herunder udvikling af bymidten. Endvidere spiller udviklingen af byens detailhandel gennem øget kundetilgang en central rolle i vores virke. En ny stor dagligvarebutik kan som et af flere tiltag bidrage til den udvikling," skriver Forum Videre i sit høringssvar, som fortsætter:
"Men som det fremgår, er der tungtvejende grunde både for og imod en nedrivningstilladelse."
"På den baggrund ønsker Forum Vojens ikke at komme med en klar anbefaling for eller imod en nedrivningstilladelse, men vil opfordre til i den endelige beslutning at inddrage alle ovennævnte, tungtvejende grunde i en samlet løsning. Forum Vojens vil derfor opfordre til at overveje en løsning, hvor dagligvarebutikken og Hotel Pauli indgår i en arkitektonisk sammenhæng, der skaber en bæredygtig kommerciel fremtid for begge parter. En sådan løsning vurderes også at skabe et mere solidt grundlag for fortsat drift af Hotel Pauli og dermed bane vejen for finansieringen af et ejerskifte."

Interesse i optimal iudvikling

"Forum Vojens har interesse i den optimale udvikling for området og bidrager derfor meget gerne i bestræbelserne på at nå en for alle parter tilfredsstillende løsning.
Måtte det imidlertid blive besluttet at give en nedrivningstilladelse, bør den være betinget af et bindende tilsagn om etableringen af noget andet, herunder en eventuel opførelse af en dagligvarebutik eller tilsvarende, som kan give området en tiltrængt udvikling," skriver Forum Vojens og slutter:
"Det bør endvidere overvejes at gøre en nedrivingstilladelse betinget af en videreførsels- eller retableringsplan for området ved en eventuel afslutning af aktiviteterne med henblik på at minimere risikoen for fremtidig inaktivitet og forfald af området."