Byrådet valgte Lidl frem for Pauli
Timelang debat i byrådssalen endte med stemmerne 15-13 for en nedrivningstilladelse til ejeren af Hotel Pauli i Vojens
Hotel Pauli - eller rettere hvorvidt det gamle hotel skal bestå - deler vandene i Vojens. Ikke på den måde at der er folk, som direkte ønsker det revet ned, men fordi der er to alternativer. Og de to alternativer delte i højeste grad også vandene i Haderslev byråd da ansøgningen om en nedrivningstilladelse endte i byrådssalen.
For de ikke indviede kommer et kort resumé her:
Hotel Pauli er ét af Vojens' meget få historiske huse. Hotellet blev etableret af Vojens' grundlægger, Peter Nicolajsen Lagoni, for 140 år siden. Og det som især gør huset bevaringsværdigt er de 140 års hoteldrift. Hen over de mange år er mange store fester blevet afholdt på stedet, og for de fleste borgere fylder det gamle hotel i minderne. Alle har fejret fester her.
Indehaveren af hotellet har, hen over de seneste seks år, forsøgt at sælge bygningen - uden held. Primært fordi det ikke har været muligt at finde finansiering for mulige købere. Senest har de to forpagtere på stedet været i samtlige pengeinstitutter uden held.
Lidls plan
Så kom der et alternativ ind ind i billedet. Discountkæden Lidl ønsker at etablere sig i Vojens og meget gerne i midtbyen.
Hvis denne plan realiseres vil det betyde meget for området på Vestergade. Lidl vil nemlig opkøbe ikke blot Pauli, men også den tidligere Nettobutik, den tidligere Rema 1000 butik, dele af den tidligere SuperBest og FOA, bygningen som huser Bojsen Hvidevarer og bygningen, som husede Nordea Bank. Området vil blive ryddet og der vil blive bygget Lidl butik, etableret p-pladser og foretaget forskelligt forskønnende. Blandt andet vil der blive etableret grønne områder. Prisen for projektet skulle ligge i størrelsen ca. 43 millioner kroner.
For at kunne sælge har ejeren af Hotel Pauli søgt nedrivningstilladelse og denne har været i høring. Det gav ikke færre end 71 indsigelser og to underskriftsindsamlinger med tilsammen 800 støttetilkendegivelser.
Følelserne fyldte da også meget i den lange debat i byrådssalen, ligesom en bekymring for, at endnu en stor discountbutik vil medføre mere butiksdød. Men da der skulle stemmes var der 15 for og 13 imod nedrivning.