AP skal bygge stort i bymidten
De sidste byggegrunde på Thomas B. Thriges Gade i Odense er solgt til AP Pension.
Hermed er alle byggegrunde i Odenses store byomdannelsesprojekt nu solgt.
Det bliver AP Ejendomme A/S, et datterselskab af AP Pension, der skal bygge cirka 28.000 etagekvadratmeter placeret centralt i Odense med rådhuset, domkirken og gågadenetværket som nærmeste naboer.
Den centrale bymidte skal genskabe forbindelsen mellem Overgade og Vestergade og kommer til at bestå af tre bygninger: Albani Karréen, Fisketorvs Karréen og Nørregadehuset.
Bebyggelserne skal med boliger og butikker være med til at fortætte bymidten.
Får torvehaller
Det helt store aktiv i vinderprojektet er Torvehallerne i Albani Karréens stueetage.
Torvehallerne bliver et madmekka af fynske råvarer og bliver en attraktion for Odense.
“Vinderprojektet er flot og ambitiøst og taler lige ind i visionen for Odenses fremtidige bymidte,” siger Anker Boye (A), borgmester i Odense.
jesl