Fortsæt til indhold

International konference om tegl

Arkiv
Arkiv

Den 23. Internationale Konference om teglværkshistorie og teglværksmuseer med titlen 'Teglproduktion og teglanvendelse i Danmark og Slesvig-Holsten' finder sted fra den 3. til 5. juli på Museum Sønderjylland Cathrinesminde Teglværk ved Broager.
Bundesverband der Deutschen Ziegelindustrie har gennem mange år holdt en årlig konference om teglværkshistorie og teglværksmuseer i Tyskland og nabolande, hver år med et museum som vært. Cathrinesminde Teglværk har været repræsenteret på disse konferencer, og der har her ofte været ønske om, at det næste møde kunne ligge på Cathrinesminde Teglværk. Det bliver så tilfældet i 2016, så deltagerne fra teglindustrien og fra museer denne gang kan stifte bekendtskab med teglværks-, industri- og arkitekturhistorien i det dansk-tyske grænseland.

Udbrede kendskabet

Konferencen skal udbrede kendskab til teglindustriens og teglarkitekturens historie i Danmark og Hertugdømmerne til tyske teglværksfolk og historikere, men den skal også give danske deltagere muligheden for kontakt med det store fagmiljø i de overvejende tysktalende dele af Europa. Teglværksmuseerne hører til Europas industrimuseer. I mangel af et teglværksmuseum i Slesvig, og da de to museer hører sammen i én industrihistorie omkring Flensborg Fjord, er Kobbermølle Industrimuseum partneren syd for grænsen. Den historiske forbindelse mellem teglværkerne og Kobbermølle passer fint i sammenhængen. Kobberet blev fra 1600-årene og frem hentet fra kobberminerne i Røros via Trondheim i Norge, og når skibene gik til Norge i ballast, så var teglsten den naturlige ballast for skibe fra Flensborg Fjord. Samarbejdet mellem Kobbermølle og Cathrinesminde i denne sammenhæng bringer desuden begge i samarbejde med industrimuseerne under Landschaftsverband Westfalen Lippe, som er fast medlem af arrangementskomiteen.

Tre dage med tegl

Projektarrangementet strækker sig over tre dage med ankomst lørdag aften. Søndagen bruges på ekskursion med omvisning/foredrag til et af Egernsund teglværkerne, til Kobbermølle Industrimuseum, UNESCO Verdensarvsbyen Christiansfeld, som er bygget af tegl fra Flensborg Fjord, og Sønderborg Slot. Mandag benyttes til foredrag om teglværksindustriens og teglarkitekturens historie i Danmark og Slesvig og om teglindustriens og -byggeriets nuværende status. Tirsdagen indtil frokost benyttes til foredrag om den tekniske udvikling og til nyt fra de deltagende teglværks- og industrimuseer.
Den 23. Internationale Konference 'Teglværkshistorie / Teglvværksmuseer' støttes af de danske kalk- og teglværkers brancheorganisation, Kalk- og Teglværksforeningen af 1893 og af Bundesverband der Deutschen Ziegelindustrie.
Den 23. Internationale Konference støttes af KursKultur med midler fra partnerne bag Region Sønderjylland-Schleswig, det danske kulturministerium og Ministerium für Justiz, Kultur und Europa des Landes Schleswig-Holstein. Dette projekt finansieres med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.