Farvel og tak til en landsbyen

De seks uger i landsbyen er slut, og vi har sagt farvel og tak til vores afrikanske familier og venner. Vi har forladt landsbyen med en fuldendt følelse i kroppen. Det lykkedes os at få startet en indsamling hjemme i Danmark - så vi, med hjælp fra vores familie og venner, kunne give klinikken en masse nyt udstyr, og virkelig sætte vores aftryk i landsbyen og blandt indbyggerne i Lunjika.

Vi havde forskellige tanker med projektet, men besluttede os til sidst for at hjælpe klinikken - da det var her, hvor vi havde vores daglige gang. Derudover fik vi lavet to nye “rigtige” fodboldmål til skolen og det lokal fodboldhold, samt fik givet skolen nye notesbøger og blyanter. Da folk var så fantastisk gavmilde hjemme i Danmark, fik vi også råd til at købe en masse knive til alle landsbyens kvinder - noget, som ingen har og alle mangler.

Det var en vild og overvældende følelse at se så mange, der vil hjælpe, især når det er så langt væk fra den travle hverdag hjemme i Danmark. Vi fik mange flere bidrag, end vi nogensinde havde drømt om, også fra folk vi slet ikke kender - Hvilket gjorde motivationen endnu højere, på trods af mange frustrerende øjeblikke. Ting er ikke altid lige til, især ikke i Afrika. Vi brugte mange timer på at vente, forklare og lige trække vejret en ekstra gang. Men heldigvis havde vi nogle fantastiske mennesker omkring os, som brugte alt for meget af deres egen tid på at hjælpe os. Det var en udfordring, jeg aldrig vil glemme. Alt lykkedes i sidste ende for os, og vi blev mødt med en dyb taknemmelighed fra alle.

Da vi blev sat af i landsbyen, synes de seks uger uendelige, men nu er de fløjet af sted og man står på den anden side med tårer i øjnene. Hvem vil have troet, at man vil komme til at savne morgen brægene fra gederne, bad i en spand under åben himmel, aftensmad over ildstedet, børneleg- og smil hver eftermiddag, og ikke mindst african time.

Det var især hårdt at sige farvel til mine to små brødre Miracel og Domisani - jeg ved, at de har en fantastisk kvinde til bedstemor (værge), som har vist mig hver dag, hvor meget familie betyder i Malawi, og hvor hårdt hun knokler for, at de kan komme i skole. Jeg er så taknemmelig for alt, hvad hun har lært mig gennem de sidste seks uger. Hun har vist mig Afrika og givet mig en plads i hendes familie. Jeg ved, at hun også kommer til at mangle mig ved hendes side; ved ildstedet om aftenen og min hjælp i marken, når der skal høstes majs, eller når der skal pilles bønner til aftensmaden. Jeg håber, at jeg en dag kan komme tilbage og besøge dem, hvor Miracel måske har fået sin egen familie og er blevet læge, som han drømmer om, og arbejder på selv samme klinik, som hans danske søster engang gjorde.

Jeg har lært så mange ting om verden, andre mennesker og ikke mindst mig selv. Det har uden tvivl sat mange ting i perspektiv, og givet mig en ny motivation til alverdens ting. Malawi og min lille landsby vil altid have en helt specielt plads i mit hjerte - jeg har efterladt noget af mig selv i landsbyen, men tager endnu mere herfra med hjem i rygsækken.