Fortsæt til indhold

Sally bliver til Valentin

På Stationsvej i Herfølge ligger Salon Sally, men salonen skifter navn, og tilføjer en ny frisør til teamet

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Mange kender Salon Sally på Stationsvej, hvor Jean Valentin Jakobsen tager sig kærligt af kundernes trætte spidser og vilde krøller. Nu er tiden dog kommet til forandring, og salonen skifter derfor navn til Valentin Hair.
Med opdateringen af navnet kommer også en anden forandring. Jean Valentin Jakobsen har nemlig fået selskab af en tidligere kollega, Helle Hindborg Kastrup. Hun startede således i salonen d. 5. juli, og skal nu give lidt mere liv i hverdagen.
"Jeg har igennem længere tid gerne ville have en anden frisør her i salonen. Jeg savner en sparringspartner, og det får jeg med Helle. Det kan godt blive lidt ensomt at stå her alene. Det har været rigtig vigtigt at kende den frisør, der skulle stå her i salonen. Jeg kender Helle, og ved hvad hun står for og hendes sans for kvalitet. Helle har desuden en fast kundekreds, så hun kommer jo til at trække nogle flere ind i salonen. Det bliver en win-win for os begge," fortæller Jean Valentin Jakobsen.
Helle Hindborg Kastrup har tidligere været at finde i en salon i Ølby Centeret. Men hun trængte ligeledes til at prøve noget nyt.
"Jean og jeg har jo holdt kontakten ved lige, siden hun var i lære i salonen i Ølby. Det var tid til at prøve noget nyt, og så passede det så fint, at vi kunne finde sammen. Jeg glæder mig til at komme rigtig i gang, og håber mine gode faste kunder følger mig til Herfølge," siger Helle Hindborg Kastrup.