John Snedker er fortsat spidskandidat for Socialdemokraterne
Repræsentantskabet for Socialdemokraternes Fællesledelse i Esbjerg Kommune vedtog tirsdag den 7. juni 2016 enstemmigt igen at opstille John Snedker som partiets spidskandidat til Kommunalvalget den 21. november 2017.
Fællesledelsesformand Poul-Erik Hansen var glad for beslutningen:
"John Snedker er jo et fremtrædende medlem af Esbjerg Byråd med en kolossal stor og bred kommunalpolitisk erfaring. Han er en dygtig og respekteret og udvalgsformand og en eminent leder af byrådsgruppen, så det var helt naturligt for os at pege på John Snedker."
Det var en taknemmelig John Snedker, der betragtede valget som en meget stor tillidserklæring fra medlemmerne:
"Det er en tillid, som helt klart forpligter, men også et stort ansvar, som jeg er meget bevidst om, og som jeg derfor også er klar til at påtage mig. I dag trækker vi derfor i arbejdstøjet, og tager det første skridt i retning af en tiltrængt ny politisk ledelse af kommunen. Et lederskab præget af engagement, initiativ og kreativitet. Det tilbyder Socialdemokraterne, og det står jeg meget gerne i spidsen for."
Socialdemokraterne har også igangsat arbejdet med at rekruttere øvrige kandidater til listen, der forventes sammensat inden jul og i foråret vedtages det politiske program, som partiet går til valg på.
"Nu forestår der et vigtigt arbejde med at samle en stærk socialdemokratisk liste og at formulere vores valgprogram. Partiorganisationen og vores borgmesterkandidat, John Snedker glæder sig til det arbejde, der den 21. november 2017 gerne skal føre til det tiltrængte systemskifte i kommunen," slutter fællesledelsesformand Poul-Erik Hansen.