Fortsæt til indhold

Fra tom industribygning til erhvervspark

Erhvervspark Egedal er en succeshistorie om nyt liv til en tidligere tom industribygning i Ølstykke

Arkiv
Arkiv

ølstykke Tidligere producerede Ambu A/S hospitalsudstyr på Rugmarken 10 i Ølstykke i en ejendom på i alt 9.000 kvadratmeter. Nu er én stor virksomhed erstattet af flere mindre virksomheder i Erhvervsparken Egedal, som blev indviet 7. december 2012. ”Det glæder mig altid at se, når ting lykkes for borgere og virksomheder, og jeg synes det er sjovt, at jeg både kunne være med på åbningsdagen og igen på dagen, hvor til leje-skiltet tages ned”, siger borgmester i Egedal Kommune Willy Eliasen i en pressemeddelelse.

Stedet inspirerer

Sidste skud på stammen er en nystartet lokal virksomhed 2R Service, der har lejet sig ind i kontorfløjen. Stifterne af virksomheden er dog gamle kendinge både i Ølstykke og i bygningerne, da det er Jan Rasmussen og hans datter Helle Rasmussen, der står bag. Jan Rasmussen solgte for 15 år siden bygningerne til Ambu i forbindelse med salget af hans livsværk Medicotest A/S. ”I 2R Service vil vi skabe rammer for andre små virksomheder i form af lokalefællesskab, rådgivning og netværk. Vi ved allerede, at der skal drives et nyt erhvervsnetværk fra lokalerne, nemlig ”A6 - Fjordens Erhvervsnetværk”, som skal være et tilbud til virksomheder primært i Jyllinge, Egedal og Frederikssund,” fortæller Helle Rasmussen. ”Vi har selvfølgelig hjertet med i det her, både når vi taler lokalområdet og bygningerne. Vi bliver selv inspirerede af at være herude, og vi håber, at vi kan give inspirationen videre til andre, så idéer og gå-på mod vil have gode vilkår,” siger Jan Rasmussen.

Gode rådgivere

Ambu A/S er rådgivet af Jan Kristensen, Kristensen Consulting, som har varetaget hele processen lige fra den oprindelige idé om at skabe en erhvervspark, over planlægning, hjemmeside, markedsføring, udlejning m.m., og til nu, hvor han skal stå for salget af ejendommen. ”Ejendommen har nu fået en ny identitet som Erhvervsparken Egedal og huser gode virksomheder som KN Autosadelmageren, Becher-Madsen Service, dbramante1928, E Teknik, Alcares, Origio og 2R Service, og da udlejningsprocenten nu er på hele 83, er ejendommen klar til at få en ny og mere langsigtet ejer,” siger Jan Kristensen, og fortsætter: “I løbet af sommeren og efteråret, vil vi gå i dialog med potentielle købere, idet vi håber at finde en ny ejer til Erhvervsparken Egedal, som vil fortsætte det positive samarbejde med ejendommens lejere i mange år frem.” Ejendommens hjemmeside er www.erhvervsparken-egedal.dk.