Køges badevand får topkarakter
Både badevand og temperatur er helt i top i Køge Bugt, selvom sidste uges kraftige regn for en stund satte havnebadet på Marinaen ud af spillet
Køge har både bystrand, smukke strande og et skønt havnebad. Vandkvaliteten er i helt top, og lige nu er vandtemperaturen perfekt til en tur i bølgen blå. Sidste uges kraftige regnvejr var ellers lige ved at spolere lidt af badeglæden. Den kraftige regn fik nemlig niveauet af colibakterier til for en stund at overstige det tilladte i havnebadet på Køge Marina.
Men nu viser de seneste målinger, at kvaliteten af badevandet igen er helt i top ligesom alle andre badesteder i Køge Kommune. Alle kan derfor være helt trygge ved at tage en dukkert i havnebadet, siger Bjarne B. Svendsen, miljøchef i Køge Kommune.
”Vi tog målinger i mandags og allerede torsdag eftermiddag kunne vi se, at tallene var helt fine igen. Det var en meget voldsomt regnvejr, vi oplevede her og i store dele af landet i sidste uge, og det kan resultere i, at der kommer for mange colibakterier i vandet for en kort stund. Det var vi helt klar over, og derfor satte vi også allerede dagen efter regnvejret skilte op, der rådede badegæster til at lade være at hoppe i,” siger Bjarne B. Svendsen.
Dermed er badevandet igen helt i top på alle Køges badetilbud i det fri, der udover havnebadet bl.a. tæller den nye bystrand ved Søndre havn og ved det naturskønne Revlen. Vandkvaliteten har nemlig fået topkarakter på alle Køges badestrande, og med havnebadet tilbage i fin form er der frit valg på alle hylder til en dukkert henover sommeren.
”Vandet er rent og fri for forurening alle steder, og vi holder et skarpt øje med, at det bliver ved at være sådan. Så det er bare med at komme af sted til en af de mange badestrande eller badesøer som fx Kimmerslev Sø,” siger Bjarne B. Svendsen.
Køge Kommune tager løbende prøver af badevandet i Kommune, og det er første gang siden åbningen af Havnebassinet i sommeren 2015, at der er målt for mange colibakterier i bassinet.mart