TV tager på Tour til Aabenraa
Torsdag og fredag er der masser af cykelaktiviteter i Aabenraa
Aabenraa er blandt de ti danske byer, der får besøg af TV 2s mobile Tour de France-studie, hvorfra der sendes live hver dag under Tour de France.
“Med 'TV 2 på Tour' kommer vi ud i hele landet og møder rigtig mange cykelentusiastiske danskere, og i år bliver festen endnu større, fordi vi flytter vores Tour-studie med rundt i sommerlandet. Det forlænger tv-oplevelsen for de mange Tour de France-fans, og så skaber det en helt unik ramme for Tour-udsendelserne hjemme i stuerne,” siger John Jäger, chefredaktør TV 2 SPORT og ansvarlig for TV 2s Tour de France-dækning.
TV 2 på Tour gæster Aabenraa på Sønderstrand torsdag og fredag i denne uge, og der bliver masser af cykelrelatere arrangementeter i den forbindelse.
Arrangementet byder blandt andet på cykelløb for både børn og voksne, musik og aktiviteter for hele familien, Tour de France på storskærm og en helt ny dyst mellem byerne.
På TV 2 kan seerne følge med via 'TV 2 på Tour', der sendes live fra byerne om formiddagen inden Tour de France-studiet. TV 2s Michael Stærke og Mejse Egebjerg er værter på 'TV 2 på Tour', der bl.a. byder på lokale cykelløb, konkurrencer, musik og lokal mad.
“Vi er glade og stolte over, at det er lykkedes os at tiltrække TV2. Det giver os som by en rigtig god mulighed for at vise os fra vores bedste side, så flere forhåbentlig kan få øjnene op for, hvor dejlig en by Aabenraa,” fortæller eventmanager Per Hussmann, Sport Event Syd i en pressemeddelelse.