Fortsæt til indhold

”Jeg var aldrig selv kommet på at lytte til den musik” For Kirsten Vibæk har lytteklubben åbnet nye døre til musikken

Arkiv
Arkiv

Musik Læseklubber ved de fleste hvad er, og nu kan man også være med i en lytteklub. I en lytteklub samles man om musikken, lytter koncentreret og diskuterer, hvad der foregår i musikken. ”Jeg synes, jeg får en bedre forståelse og føling med musikken, når vi har siddet i en gruppe og talt om den først, og så er det dejligt at møde mennesker, der har den samme interesse som en selv,” fortæller Kirsten Vibæk, der deltager i en klassisk lytteklub på Køge Bibliotek. Bibliotekerne i Køge Kommune har i øjeblikket søsat tre klassiske lytteklubber. Interessen for at deltage har vist sig at være stor, så flere lytteklubber vil blive oprettet i efteråret.

På opdagelse i musikken

Musikbibliotekar Karen Vestergård har, som vært for de klassiske lytteklubber, inviteret deltagerne med på en musikalsk rejse tilbage i tiden med startdestination i middelalderen, hvor den gregorianske sang var toneangivende. Kirsten Vibæk siger herom: ”Den første gang hørte vi gregoriansk kirkemusik, som jeg blev meget betaget af. Jeg var aldrig selv kommet på at lytte til den musik”. Over fem mødegange fører Karen Vestergård deltagerne gennem musikhistorien. ”Deltagerne er meget åbne for at høre og tale om klassisk musik, der er mindre kendt. Og med nedslag i musikhistoriens epoker får lytteklubben fælles referencer og begreber til at tale om musik,” fortæller musikbibliotekaren.

Mere musik

Til efteråret tilbyder biblioteket også lytteklubber for jazzinteresserede. I uformelle rammer vil musikbibliotekar Rasmus Lindahl være vært for jazz-lytteklubber, hvor der er fokus på samtalen og musikken. ”Når vi lytter til musikken, vil vi opdage, hvordan andres forskellige erfaringer med og historier om musikken kan ændre ens egen opfattelse af den”, fortæller han og opfordrer deltagerne til at tage jazzmusik med, som de selv holder af. Hvis man har mod på selv at etablere en lytteklub, er musikbibliotekarerne behjælpelige med vejledning, lytteguides og musikalbums. gish