Fortsæt til indhold

Tre brande i Jyllinge torsdag

Arkiv
Anette Gundlach

Pyromaner var muligvis på spil torsdag i Jyllinge, hvor der blev sat ild til skure på tre forskellige steder i løbet af dagen.
Alle gangene blev to mænd set i nærheden af stederne.
Første gang en ild opstod var klokken 11.30. Her gik der ild i et skur på Baunehøjskolen, hvor der lå brænde i.
Klokken 14.30 brændte et redskabsskur på Nordmarksvej. Kort efter, klokken 14.46, brændte en shelter i nærheden på samme vej. Alle gange skete der ikke de store skader, oplyser politiet.
De to mænd, der blev set på stederne alle tre gange, er af vidner beskrevet som en ung mand med lyse joggingbukser, mørk jakke og lys kasket på.
Den anden mand var iført en sort hættetrøje og sorte bukser.
Carsten Andersen fra Roskilde Politi fortæller, at det sagtens kan dreje sig om hærværksmænd, der sætter ild til ting.
Politiet vil gerne i kontakt med de to mænd for at høre, om de har hørt eller set noget af interesse for sagen. I øvrigt vil politiet gerne tale med vidner, der kan ringe på 114.