Zididada og Stig Rossen til Køge Festuge
Der er god grund til at lægge vejen forbi festugen torsdag og lørdag, når gamle hits genoplives
Evig sol, fest og fede hits. Så kort og præcist kan man beskrive Zididada. Mindes du numre som 'Zididada day' eller 'Walking on water', så er der godt nyt når bandet indtager scenen lørdag d. 3. september kl. 18.00. Med altid storsmilende og karismatiske Jimmy Bacoll i front, skyder de lørdagens fest i gang.
Bamses hits
Flemming ”Bamse” Jørgensen sang sig ind i den danske folkesjæl og blev en del af vores kulturarv. Der findes næppe mange, ung som gammel, som ikke kan synge med på omkvædet fra Vimmersvej. Med sin karakteristiske stemme og sin sikre fornemmelse for det folkelige syng-med hit har Bamse lagt en lang række perler i vores sangskat.
Stig Rossen & Vennerne har sat sig for, at alle disse vidunderlige sange ikke skal gå i glemmebogen, så de turnerer land og rige rundt for at hylde Bamse og hans livsværk. Stig og de oprindelige musikere fra Bamses Venner genopliver med kærlighed og respekt alle de kendte og elskede hits: 'Vimmersvej', 'Jeg elsker kun dig', 'Kongens Have', 'Hvorfor går Louise til bal?', 'I en lille båd der gynger' og mange, mange flere.
Som Stig Rossen siger i starten af hver koncert: ”Den bedste måde, vi kan hylde Bamse på, er at have en fest!”
Festen starter derfor torsdag d. 1. september, når Stig Rossen og Vennerne går på scenen kl. 18.15.