Lindegården kæmper videre
- Vi har reddet situationen, men intet har ændret sig endnu, siger talsmand Mia Hansen
Foto: Erling J. Pedersen De ansatte på Lindegården ved Sankt Hans er blevet trukket i løn, skal i Arbejdsretten på grund af overenskomststridig arbejdsnedlæggelse og mister også en del af deres ferie. Alt sammen fordi de har taget kampen op mod systemet og kæmpet for, at psykisk syge beboere på bosteder får bedre forhold, så de ikke selv er i livsfare, fortæller Mia Hansen, som er socialpædagog på Lindegården. Hun har i de seneste uger som talsmand stået i spidsen for både beboerne på stedet og personalet. - Vi har kæmpet, og vi er nået et lille skridt i den rigtige retning, men der er lang vej endnu, siger Mia Hansen. - Vi har fået lidt ekstra penge til flere hænder, men der er endnu ikke sket ændringer på nogle af bostederne. - Vi har presset på, og det bliver vi ved med, men nu er det også vores ledere og tillidsmænd, der skal kæmpe kampen for os, siger Mia Hansen.
Større sammenhold
Strejken og kampen for arbejdsforhold, hvor hverken beboere eller ansatte er i livsfare, har styrket personalets sammenhold på Lindegården efter drabet på Vivi Nielsen for to måneder siden. - Nu skal vi have tilliden igen, og vi skal finde en balance her på stedet. Vi skal forsøge at lande igen og have ansat noget fast personale, siger Mia Hansen og fortsætter: - Vi fortsætter med at være kampklare og tror ikke rigtigt på, at der virkelig sker noget i sagen, før vi ser det. Problemet har været der i flere år, og flere er blevet dræbt, uden at det har fået konsekvenser. Mia Hansen frygter derfor, at der kommer flere lig på bordet, før der sker noget. Hvis ikke på Lindegården, så et andet sted i landet. - Socialminister Karen Ellemann har været forbi og lovet os en plan for bostederne før sommerferien, men tiden går. Vi risikerer, at det hele bliver glemt igen, siger Mia Hansen. - Problemet er, at det koster penge at få bedre forhold og at det er en sag mellem regioner og kommuner.
Beboerne presser på
Mia Hansen forklarer, at det blandt andet er beboerne på Lindegården, der har presset på for at få personalet til at tage sagen op. - De har bedt om vores hjælp, fordi de ikke ved, hvad de skal, når de ikke har et passende sted at være. - Der er så få penge på området, at hvis der er personalemangel en weekend, bliver nogle af beboerne udskrevet. Hvis tre bliver indlagt, betyder det, at tre bliver udskrevet uden at være raske, siger Mia Hansen og fortsætter: - Beboerne bliver gjort til drabsmænd på grund af manglende behandling. Det har store konsekvenser for dem selv, deres familier og personalet på bostederne. Mia Hansen mener derfor, at personalet kun har reddet situationen lige nu og her, og at det er nødvendigt at blive ved med at presse på. ag@roskildeavis.dk