Thomas er årets Thorleif
Årets Thorleif-pris gik til en meget overrasket kapelmester Thomas Pakula
Det var en meget, meget overrasket Thomas Pakula, der fredag aften efter revyens finale i Sønderborg fik overrakt ‘Årets Thorleif'.
Han vidste godt, at der skulle ske en prisoverrækkelse, for det havde revychef Leif Maibom fortalt ham. Men for at holde det hemmeligt, havde Leif altså bare sagt, at det var Karsten Jansfort fra revyen, der skulle modtage prisen. Og på den måde lykkedes det så at holde det hemmeligt for Thomas, der for en stund måtte træde ud af sin orkestergrav for at blive hyldet på scene. Og hyldet blev han.
Der er ringridning i Sønderborg, og ringridning betyder sækkepiber. Og da Thomas er vild med disse musikalske indslag, havde Leif Maibom hyret Sønderborg Pipes "n Drums, der indtog
scenen efter finalen. Og så kunne kapelmesteren for en gangs skyld nyde lidt musik, som han ikke selv skulle levere.
Thorleif-prisen er på 8.000 kroner samt en lille statuette i kobber, der forestiller Thorleifs legendariske blå plastiksanddaler.
Prisen gives til én person, der har gjort noget særligt for den danske revy, og i den kategori kan man roligt sige, at Thomas Pakula befinder sig. Han har siden 1999 været ansat i revyen i Sønderborg. Først som musiker i Henrik Krogsgaards orkester og fra 2004 som kapelmester. Han har to gange - senest i 2015 - modtaget prisen som ‘Årets Revykomponist' ved Revyernes Revy. Og så har Thomas også været kapelmester for et hav af efterårs og vinterrevyer, ligesom han har medvirket på teaterproduktioner og shows, og skrevet musik til flere musicals - bl.a. én sammen med Leif Maibom.
Tidligere modtagere af Thorleifprisen er blandt andre Ulf Pilgaard, Ernst Trillingsgaard, Grethe Sønck, Flemming Krøll og Jeanne Boel.