Forelsket i små stikkende fyre
Sophie Lund Rasmussen er biolog og pindsvineforsker. Hun er forelsket i de små stikkende dyr og vil derfor gerne undersøge, hvordan de egentlig går og har det. Hun håber derfor på at få hjælp fra folk i Lejre og Roskilde, der ser døde pindsvin på vejene. Dyr som hun gerne vil have fingrene i til forskningen. Hun beder derfor om, at man samler de trafikdræbte pindsvin op og afleverer dem på Dyrenes Beskyttelses Vildtplejestation, Dyrlægevej 5 i Veksø og Dyrenes Beskyttelses Vildtplejestation på Frederiksborgvej 411 i Roskilde. Indtil videre har hun tre, men har brug for 40.
Fantastiske dyr
Hun forklarer, at hun er helt pjattet med pindsvin, fordi de er fantastiske nyttedyr, og så er de et af de få dyr i naturen, som man kan få lov til at komme helt tæt på. Til gengæld er der i tidens løb lavet utroligt lidt forskning om pindsvin i Danmark. Mange dele af pindsvinenes liv og trivsel, er stadig et mysterium. Derfor har hun besluttet sig for at lave danmarkshistoriens første ph.d.-afhandling om pindsvin. Hun har valgt at undersøge de trafikdræbte dyr, fordi hun har det godt med, at de dermed ikke er døde forgæves. Ved at undersøge dem, vil hun blandt andet finde frem til, om de er indavlede, og om der er forskelle på dyrene, når de kommer fra Jylland, Fyn eller Sjælland. Har de snegle-, rotte- eller musegift i kroppen, bliver de syge af giften og meget mere. Man kan læse om projektet på hjemmesiden sdu.dk/pindsvin.ag