Utroligt at Helene stadig er flydende
Receptionsgæster og bunker af gaver testede fjordbådens sødygtighed
Hvis man tror på de sager, så ville man nok sige at selv vejrguderne græd da turistchef Kerstin Petersen takkede af. Vandet væltede i bogstaveligste forstand ud af himlen, men Fjordbåden Helene er heldigvis hul indeni og dagens kolossalt mange gæster kom indenfor i tørvejr. Her testede de - sammen med et bugnende gavebord - bådens lasteevne. Og den er god.
Der har været sagt og skrevet en del om at 'gå i vrede', men Kerstin Petersen forsikrer overfor Lokalavisen, at det først og fremmest er en glad turistchef, som går fra borde:
“Det er en glad turistchef, forstået på den måde, at på et eller andet tidspunkt skal man jo stoppe og jeg har valgt at det skal være nu. Derfor synes jeg dog stadig, at tidspunktet og den korte frist vi fik omkring vor es flytning var utilfredsstillende. Det har givet os meget ekstra bøvl at skulle flytte midt i en igangværende sæson,” siger hun.
Kerstin fortalte
Der blev holdt en del taler, og den bedste af dem alle holdt Kerstin selv. Hun fortalte om den unge pige, der kom til Haderslev for 42 år siden og vist kun blev ansat fordi hun kunne tale både svensk og fransk. To sprog hun stort set aldrig har brugt i tjenesten.
“Jeg kendte heller ikke noget til Haderslevs historie. Jeg kan huske at jeg cyklede igennem byen den 9. april og så en masse flag på halv. 'Hvem er død?', spurgte jeg mine kolleger, der himlede med øjnene,” fortalte hun blandt andet.
Siden kom “Fru Petersen”, som mange af hendes samarbejdspartnere kærligt kalder hende, godt efter det, og den sidste snes år har hun haft chefkasketten på.
Når den afgående turistchef tænker tilbage er der mange gode ting, der 'popper' op:
“Vi har utrolig meget at byde på. Et meget varieret udbud. Dejlige strande, gode campingpladser, mange feriehuse, en smuk gammel bydel, en fantastisk tunneldal, fjordsejlads ud af en af landets smukkeste fjorde, Acture Park projektet med tilbudene i Tunneldalen, Tørning Mølle, Sillerup Mølle, Gram Slot, Hærvejen gennem kommunen, Aarøsund, Aarø og en spændende og lidt anerledes historie, specielle små museer (Ehlers, Vognsamling, Klokke- og skolemuseum), et aktivt arkæologisk museum med rigitg mange tilbud, Vægtergang, mange forskellige tilbud om guidee ture i Haderslev by og omegn og ikke mindst Street Dome. Jeg kan blive ved,” siger hun til Lokalavisen:
“En ting som jeg synes har været særlig fantastisk er udviklingen af turistmen på Aarø. Her kan man virkelig se betydningen af markedsføring. Regentparrets besøg og TV udsendelsen med Herman & Puk. Det gav et helt boom hos VisitHaderslev på forespørgsler omkring Aarø og sådan har det været siden. Det er bare et eksempel på hvad god markedsføring betyder.”
“En anden ting er '9. april' filmen. Vore guider havde utrolig travlt med 9. april vandringer i 2015. Vi har dem stadig på programmet. De pakker vi lavede i samarbejde med biografen, museet og LMNT omkring udstilling, guided tur, film og middag var en stor succes,” husker Kerstin Petersen.
Ønsker for fremtiden
Lokalavisen beder dagens hovedperson komme med sine bedste ønsker for turismen og turisterne i Haderslev i fremtiden:
“At man husker markedsføring, markedsføring og markedsføring. Hvis der ikke afsættes midler til det - også ud over Destination Sønderjylland - er det ingen som kender til alle de gode og spændende tilbud vi har.
For turisterne ønsker jeg god turistservice - ordentlig skiltning – og sjove og spændende oplevelser,” slutter Kerstin Petersen.