Guldet ligger i databasen
Forretnings-data er virksomhedernes guld. Det er her, man bliver klogere på sin egen forretning, og hvad der skaber værdi for kunderne, lyder det fra eCo Solution
Om lidt går alle danske virksomhedsledere på ferie. Skulle de på en regnvejrsdag tænke lidt på virksomheden og dens fremtid, så vil det være en fordel at tage et grundigt kig på de forretnings-data, som man har liggende. Her kan de med stor sandsynlighed finde viden og ikke mindst inspirationen til nye produkter og ydelser de kan lancere i fremtiden. Det siger dataekspert og indehaver af Sønderborg-virksomheden eCo Solutions, Jesper W. Rybicki Ibsen.
"Det behøver ikke kun være de store virksomheder, der tager et tjek på forretnings-data og kigger ned i deres databaser. Også små og mindre virksomheder bør kigge på den viden, de løbende opsamler. Forretnings-data er nemlig virksomhedernes guld. Det er her, man bliver klogere på sin egen forretning, og hvad det er, der skaber værdi for kunderne," siger Jesper W. Rybicki Ibsen.
Ifølge ham, er det ved at se på sine data, at det er muligt at opdage sammenhænge mellem forbrugsmønstre, forudsige behovet og få kendskab til eventuelle kommende driftsforstyrrelser. Her handler det om at være proaktiv og kunne agere på den viden man har, siger han.
Big Data
Analyse af virksomhedsdata går i dag under betegnelsen Big Data. De store virksomheder er begyndt, men også den lille virksomhed skal se at komme i gang, mener Jesper W. Rybicki Ibsen.
Hvad er det kunderne efterspørger, på hvilke tidspunkter af året, hvornår er der størst trafik i butikken, hvilke produkter er gode, hvordan fungere produkter og enheder. Det er informationer, der kan bruges til at optimere sin forretning og skabe værdi for kunderne. Har man eksempelvis skiftet vinduer i et parcelhus, skal vinduerne naturligvis have et tjek med jævne mellemrum. Det øger værdien af det arbejde, der er udført. Så tilbage til kunden med den viden man har. Det giver tillid og loyale kunder.
eCo Solutions, der er med i IT-Forum, har et nært samarbejde med dataspecialisterne hos Alexander Instituttet i Aarhus.
"Uanset om man er en stor producerende virksomhed eller et firma med tre medarbejdere, så generer virksomheden store mængder af data. Men trods nye muligheder for at indsamle og analysere data, tages mange beslutninger stadig på mavefornemmelser. Det er den udfordring virksomhederne skal i gang med, og her kan sparring med andre have stor betydning," siger Jesper W. Rybicki Ibsen.
eCo Solutions har allerede kontakt til virksomheder, uddannelsesinstitutioner og interesseorganisationer, som alle kan få meget ud af at tjekke deres data.