Hanne efterlyser redningsmand
Hjalp hendes ægtemand, da han faldt ned ad trappen på Roskilde Station og slog sig slemt
Egon Kristensen skulle have fejret sin 80 års fødselsdag i lørdags med gæster, spisning og hygge i boligforeningens fælleshus i Kirke Hyllinge. I stedet måtte hans kone, Hanne Gjørup, og de mange indbudte gæster fejre fødselaren uden æresgæsten. Den ældre herre kom nemlig slemt til skade, da han hentede sin retarderede 50-årige søn på Roskilde Station samme dag. Selvom familien er kede af, at det hele gik så galt, er der dog et enkelt og varmt lyspunkt midt i det hele. - En ung mand på omkring 16 - 17 år gjorde nemlig en helt fantastisk indsats på flere timer, da han hjalp min mand og hans søn, fortæller Hanne Gjørup med strålende øjne. - Vi taler hele tiden om, hvor meget det betyder for os, og at vi gerne vil finde ham. Vi vil gerne takke ham for det, han gjorde. Det var virkelig flot, og jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort uden ham. Familien ved ikke, hvem redningsmanden er. De fik ikke hans navn og ved ikke hvordan han så ud. For midt i ulykkens forvirring glemte de at spørge, og han sagde bare farvel og forsvandt. Hanne Gjørup kontaktede derfor Roskilde Avis i håbet om at finde ham.
Ulykken
Historien begyndte, da Egon Kristensen kørte til Roskilde Station i sin bil lørdag formiddag. Han ville hente sin søn, som bor på et bosted syd for Roskilde. Han skulle selvfølgelig med til fejringen af sin far. Klokken cirka 11.45 er de to på vej ned af trapperne fra perronen. Her hænger Egon Kristensens fod fast. Han ryger forlæns ned, hans ben bukker om, så den store lårbensmuskel i det ene lår sprænger. Han lander smertefuldt nedenfor trappen, mens sønnen fortvivlet ser til. - En unge mand iler med det samme hen til dem og spørger, om han kan hjælpe, genfortæller Hanne Gjørup ægtemandens fortælling. To ambulancer når frem til stationen, og ambulancefolkene kører Egon Kristensen til Køge Sygehus. Den uheldige herre beder den unge mand om at passe på den fortvivlede 50-årige søn, der er chokeret og slet ikke kan forstå, hvad der er galt, og hvad han kan gøre. Egon giver redningsmanden nøglerne til bilen, der er parkeret lige udenfor på en p-plads med 30 minutters parkering.
Timers tålmodig venten
Efter to timers venten dukker Hanne Gjørups søstre op for at hente Egon Kristensens søn og bil. - I alt den tid har den unge mand passet på sønnen. - Jeg ved slet ikke, hvad vi skulle have gjort uden ham. Han var vores redning. For Egons søn kunne ikke stå der alene, så ved jeg ikke, hvad der ville være sket. Hanne Gjørup fortæller, at sønnen var helt ude af den og græd og græd, fordi hans far var kommet til skade. - Vi er så taknemmelige og glade for, at der findes mennesker som den unge redningsmand. Hun beder ham derfor kontakte hende gennem Roskilde Avis på nedenstående e-mail. Både hun og hendes mand vil gerne takke ham for hans store indsats, som bragte lys midt i ulykken. Planen er, at Egon Kristensen kommer hjem fra hospitalet i slutningen af ugen med gips og forbindinger på. Så får han for første gang mulighed for at se de mange gaver, han har fået på sin runde dag. ag@roskildeavis.dk