Livsglæden spreder sig
Borgmester Joy Mogensen er meget tilfreds med Festivalens indflydelse på Roskildes udvikling
- Fremfor alt præger livsglæden Festivalen. Den kan Roskilde også godt bruge i mange andre sammenhænge. Borgmester Joy Mogensen var i lighed med de tidligere år også i år mange timer på Dyrskuepladsen for at følge med i årets måske vigtigste begivenhed for kommunen, og hun bliver stadig positivt overrasket. - Jeg kan slet ikke overdrive festivalens betydning for Roskilde. Det her rækker langt ud over musik, siger Joy Mogensen. - I år tog de data-sikkerheden indenfor den moderne kommunikation op. Jeg tror, at mange unge blev både forbavsede og lidt bange, når de hørte om, hvor meget vi alle kan overvåges gennem it-teknologien. - En af mine bedste oplevelser i år på Dyrskyepladsen var koncerten med ‘Katinka’, som til dels er et lokalt band. Før de spillede havde de fortalt med os fra byrådet om, hvordan det er at være ung og ville spille i Roskildes musik-miljø. Den slags er fint for os at vide mere om, så vi kan give musikken bedre rammer.
Præger hele Roskilde
Joy Mogensen er meget bevidst om den store indflydelse, som festivalen har på Roskilde: - Først er der jo en vigtig økonomisk indsprøjtning fra festivalen selv, til de mange lokale foreninger med frivillig arbejdskraft og for byens erhvervsliv. - Selvfølgelig er det ærgerligt, hvis byens handelsliv føler sig svigtet af festivalen. Forhåbentlig kan parterne finde løsninger på det. - Men alt det, som bliver solgt af lokale forretningers udsalg og foreningernes boder på Dyrskuepladsen, kommer jo også vores kommune til gode. - Men festivalens mentale eller kulturelle betydning for Roskilde er nok det allervigtigste. Titusinder af mennesker i vores by har lært, at når frivillige arbejder organiseret sammen, så kan de udrette enormt meget. - Derfor har vi så stærkt et foreningsliv, og borgerne tager så mange initiativer i vores kommune hele året. Mange indbyggere både tør og kan. - Når Roskilde nu har fået et helt nyt kreativt kvarter på Musicon med både rockmuseum og en kommende højskole, så var alt det jo heller aldrig blevet til noget uden festivalen.
Positiv chef
Joy Mogensen er også positiv overfor festivalen nye topchef Signe Lopdrup: - Jeg har jo allerede mødt hende en del gange, når vi var til møder med hende og den nuværende leder Henrik Rasmussen, som kommunen gennem mange år har haft et fortrinligt samarbejde med. - Hun har vist en god forståelse for Roskildes situation og behov, så forhåbentlig tager hun også det med i sit kommende arbejde, siger borgmesteren.