Fortsæt til indhold

Der skubbes til gode oplevelser i Hørup

En gang om ugen møder en lille gruppe frivillige skubbere op på Hørup Plejecenter. Sådan har det været i 35 år. Nu efterlyses der friske kræfter

Arkiv
Arkiv

Hørup Plejecenter har tilknyttet to frivillige skubberhold med fem skubbere på hver. Det betyder, at fem beboere på skift kan komme ud og få vind i håret.
Skubberordningen blev stiftet af den tidligere præst i Hørup, Pastor Hvalsøe for 35 år siden, og ordningen har kørt videre lige siden. Motivationen for at skubbe har været den samme gennem alle årene - det handler om fællesskab og frisk luft.
"Min mand og jeg flyttede fra Kegnæs til Høruphav, da vi gik på efterløn i 1990. Jeg kendte ikke mange i byen, og opgaven som skubber var en god mulighed for at få nye bekendtskaber. Siden har jeg haft mange gode venner i min tid som skubber," fortæller Klara Møller, der med sine 26 år som skubber sætter rekorden for anciennitet i skubbeordningen.
Pastor Hvalsøe spottede for 35 år siden de ældres behov for at komme ud og mærke årstiderne skifte og have nogen at dele oplevelserne med. Dette behov har ikke ændret sig, og de frivillige skubbere er populære blandt plejecenterets beboere. Skubberne kommer med godt humør, og der bliver snakket og hygget på turen.
"Det er hyggeligt når vi kommer og ser, at der er nogen, der gerne vil med. Nogle gange går vi mod vandet, så vi kan se til Kegnæs. Vi taler om blomsterne, haverne og kornmarkerne. Når vi kommer hjem, er det dejligt at aflevere beboerne glade. Det er en god dag at gå hjem på," fortæller Marie Bonefeld, der blev skubber, fordi hun gerne vil hjælpe plejecenteret med at få beboerne ud i den danske sommer.

Nye kræfter efterlyses

Meget er det samme som dengang for 35 år siden, da ordningen startede. De almindelige kørestole er dog skiftet ud med elektriske, hvilket har gjort hvervet lidt mindre fysisk krævende. Og det er næsten også nødvendigt, da skubberne selv ikke bliver yngre.
"Mange af vores skubbere har været med i rigtig mange år, og flere er allerede stoppet på grund af alder," fortæller tovholder Dorthe Hjort Larsen, der også er ergoterapeut på Hørup Plejecenter.
"Vi kunne rigtig godt bruge flere nye friske kræfter, der har mod på at glæde nogle af vores beboere, og selv få en ekstra gåtur i fællesskab med andre hver anden uge," siger hun.
Dette ønske er hermed givet videre. Interesserede kan kontakte Dorthe på telefon 2790 0100.