Fortsæt til indhold

Det bedste regnskab nogensinde

Frøs Herreds Sparekasse leverer det bedste halvårs-resultat i 144 år og kunderne strømmer fortsat til

Arkiv
Arkiv

Frøs Sparekasse præsterer 39 mio. kr. i overskud i første halvår 2016. Rekordresultatet er et billede på kundernes anerkendelse af, hvor vigtigt det er, at sparekassen i det syd- og sønderjyske både er lokal og digital. Alene i første halvår tiltrak sparekassen 1.642 nye kunder.
"Det er en stor tilfredsstillelse at levere det bedste halvårsregnskab i sparekassens 144 årige historie. Det vidner nemlig om, at vores kunder gennem mange år, og de 11.000 nye, vi har fået inden for de seneste tre år, bakker op om vores klare satsning med hensyn til at stå stærkt både lokalt og digitalt,” siger Kurt Jensen, administrerende direktør i Frøs Sparekasse.
I første halvår 2016 blev overskuddet før skat på 39,2 mio. kr. mod et plus på 2,9 mio. kr. i samme halvår 2015. Nedskrivningerne på udlån er på 9,4 mio. kr., mod 37,4 mio. kr. i første halvår sidste år, hvor ejendomsnedskrivninger og landbruget fyldte meget. Desuden blev der et flot plus på 9,5 mio. kr. på kursregulering i et svært marked mod plus på 0,8 mio. kr. i samme halvår sidste år.

Dagsorden med vækst og udvikling

”I Frøs Sparekasse er vi sat i verden for at understøtte vækst og udvikling i Syd- og Sønderjylland. Vi har formået at nedbringe nedskrivningerne markant samt holde stram snor i omkostningerne i en tid med skarp konkurrence. Derfor kommer vi ud med et samlet, stærkt resultat, som er med til at sikre, at vi både kan støtte vores kunder og lokalsamfundet i gode og i dårlige tider. Det er også vigtigt, at garanterne kan sove trygt om natten,” siger Kurt Jensen.
Syd- og sønderjyderne passer fortsat godt på pengene og sætter gerne mange af dem i Frøs Sparekasse. Her steg indlånet med 2 procent fra 4.708 mio. kr. til 4.790 mio. kr. Udlånet viser et lille fald på 2 procent og slutter på 2.529 mio. kr. mod 2.592 mio. kr. sidste år ved samme tid.

Særlig ordning for førstegangskøbere

”Mådehold er en kvalitet, men landsdelen har brug for, at vi får flere penge ud at arbejde, så vi i langt højere grad oplever øget aktivitet og vækst. Derfor har vi en klar vækststrategi, som bl.a. udmønter sig i vækstpakker med lån på fordelagtige vilkår til gode private og forretningsmæssige projekter,” siger Kurt Jensen.
Dette halvårs store satsning har været et nyt boliglån til førstegangskøbere blandt sparekassens kunder. En speciel boliglånspulje på 100 millioner blev sat af, så nye på boligmarkedet kan få en ny bolig med 0 procent i rente på boliglånet det første år.

Robust forretningsmodel

”Der tales meget om nye forretningsmodeller og disruption drevet af digitalisering – også i finanssektoren. Derfor er det vigtigt, at vi er med helt fremme med kundetilpassede digitale løsninger. Vi må bare ikke glemme, at den menneskelige kontakt fortsat har en stor betydning. Heldigvis mærker vi klart, at syd- og sønderjyderne efterspørger rigtig god rådgivning og det personlige forhold til deres pengeinstitut. Medarbejderne er og bliver vores vigtigste ressource, og vores forretningsmodel passer også ind i fremtiden,” konkluderer Kurt Jensen, som siger ja til nærvær og personlig betjening og nej til call centre./lgra