Sønderborghus er klar til efteråret
Sommerferien står for døren, og Sønderborghus er lukket ned for ferien. Efterårsprogrammet er dog allerede på plads.
Sønderjyllands regionale spillested har bestræbt sig på at finde orkestre og solister, der spænder vidt, og man er derfor glade for besøg af såvel Allan Olsen med band (13/10), Johnny Madsen trio (27/10), Love Shop (4/11), The Blue Van (10/11) og The Savage Rose (26/11).
Jazz-genren tilgodeses bl.a. med besøg af Povl Dissing & New Jungle Orchestra (2/10) og Mette Juul (30/10). Inden for folk-genren kan man bl.a. nyde Skerrywore (2/11).
Blandt de nye navne kan nævnes Baby in Vain (30/9), Alex Vargas (7/10), Phlake (17/11), Scarlet Pleasure (24/11) og Saveus (10/12).
Anderledes oplevelser
Som vanligt har programmet også et par anderledes oplevelser. En af dem er Vi Sidder Bare Her (12/10) har høstet masser af anmelderroser og medieopmærksomhed p.g.a. Frithjof Toksvig og Mikael Simpson musikalske univers, der passer perfekt til digteren, filmmanden og cykelentusiasten Jørgen Leths ord, formuleringer, stemme og ikke mindst tonation.
Inden for comedy kan man glæde sig til Linda P (28/9), Thomas Warberg (18/11) og Hatten Rundt i originalbesætning med Niels Olsen, Claus Bue, Søren Hauch-Fausbøll, Søren Østergaard og Torben Zeller (24/11).
Og så er der naturligvis blevet plads til de traditionsrige besøg af Johnny Logan (1/12) og Hit med 80"erne (29/10).
Film på programmet
Som noget nyt vises lejlighedsvis også spændende smalle spillefilm som supplement til dokumentarfilmene i DOXBIO. Efteråret byder således på 4 spillefilm og 3 dokumentarfilm.
Hele programmet kan ses på sonderborghus.dk – og billetsalget er for længst i gang.