Penge på vej til nedrivning af huse
I alt 45 kommuner får tilskud til nedrivning og istandsættelse af faldefærdige bygninger på landet. Sønderborg er med på listen
En målretning af pulje til landsbyfornyelse betyder, at 45 kommuner til og med 2020 får i alt cirka 55 mio. kroner om året i tilskud til nedrivning og istandsættelse af faldefærdige bygninger.
De 45 kommuner er fundet ud fra en objektiv fordelingsnøgle, som bl.a. afspejler den enkelte kommunes belastning af dårlige huse, befolkningsudvikling og geografiske placering. Tilskuddet gælder nedrivning og istandsættelse af bygninger beliggende i landsbyer med under 3.000 indbyggere eller i det åbne land.
Millioner til Sønderjylland
På liste over ansøgningsberettigede kommuner samt foreløbig statslig tildeling 2016 ses det, at Sønderborg Kommune får 1,4 mio. kroner, mens f.eks. Aabenraa får 1,2 mio. kroner, Haderslev får 800.000 kroner, mens der er 1,6 mio. kroner på vej til Tønder Kommune. Flest penge får Guldborgsund Kommune med 3,6 mio. kroner, mens struer, Læsø og Sorø må nøjes med en halv million hver.
Den tidligere ramme på 200 mio. kroner udløber i år. Et bredt politisk flertal besluttede dog med vækstpakken i 2014 at fastholde puljen med cirka 55 mio. kroner. Da ordningen er mindre end tidligere, er antallet af ansøgningsberettigede kommuner derfor reduceret fra 70 til 45.
"Regeringen har valgt at fokusere på de kommuner, hvor behovet er størst. Med den nye ordning understøtter vi en mere effektiv udmøntning, hvor kommunerne kan lave en langsigtet indsats for at skabe mere attraktive landsbyer fremover," siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.
Tiltaget er en del af regeringens vækstudspil Vækst og udvikling i hele Danmark.