Fortsæt til indhold

Studenternes livsglæde smitter

Folketingsmedlem Karina Adsbøl dvæler ved sommertidens glæder

Arkiv
Af Karina Adsbøl, medlem af Folketinget

Det mest fantastiske ved sommertiden er, at se de nyudsprungne studenter. Det gør mig så glad. Jeg kan ligefrem mærke suset i maven og mærke deres livsglæde, optimisme og mod på livet. Herligt!

Og jeg vinker gladelig til hestevognen eller lastbilen, når de kører hujende forbi. Dog er det desværre ikke alle, som er lige så begejstret som jeg er i år. Det har desværre været et år med både ægge-kast og syreangreb imod de glade studenter. Det er en trist udvikling og ganske enkelt fuldstændig uacceptabelt. Hvad er det dog, der gør, at studenterne skal overdænges med æg og syre? Hvad får dog folk til at gøre dette?

Fremtidsdrømme

Studenterne skal selvfølgelig vise respekt over for befolkningen, når de kører rundt i deres rus af lykke, og det oplever jeg også i det store hele, at de gør.

Der venter dem alle en spændende, men også en udfordrende fremtid, hvor der både er drømme, sejre, tårer og bristede håb undervejs. For kommer man nu videre ind på sin drømmeuddannelse? Hvad vil fremtiden bringe? Kan man få økonomien til at hænge sammen og så videre. Det er en sund proces og udvikling på vej til voksenlivet.

Jeg kan stadig huske mine ungdomsår, og der stod der i hvert fald ikke i mine kort, at jeg skulle være landspolitiker. Men det blev jeg, og det er jeg rigtig glad for. Måske gemmer der sig også blandt de mange studenter sig en politiker eller to, hvem ved? Livet har det i hvert fald med at overraske en nogle gange og tage nogle uventede drejninger.

Holder ikke helt fri

Nu er sommeren så småt startet, og folketinget er lukket ned, men det er ikke ensbetydende med, at en folketingspolitiker så har fri indtil oktober, når folketinget samles igen den første tirsdag i oktober.
I øjeblikket sender ministerierne diverse lovudkast, der skal læses og kommenteres på, inden de sendes i høring. Juli måned er den måned, hvor politikerne kan holde lidt fri med deres familie og venner, og til august starter vi op med sommergruppemøde i Dansk Folkeparti og møder i udvalgene.
Og lige som de mange nyudklækkede studenter, som vi sikkert alle møder i disse uger, så er jeg også fuld af optimisme og gå-på-mod i forhold til det kommende år i dansk politik, selv om jeg og andre politikere sikkert heller ikke kan undgå et 'æg' eller to fra vore politiske modstandere - desværre.