Fortsæt til indhold

Fest for lokonørder og barnlige sjæle

Lokalavisen var på sommerreportage på jernbanemuseet

Arkiv
Danni Paulsen

”Se, Far!! Toget drejer helt vildt!”
Drejeskiveshowet med oplæg var et af de store tilløbsstykker, da Lokalavisen torsdag var forbi Danmarks Jernbanemuseum for at tage temperaturen på en af Odenses helt store attraktioner.
Er man tosset med teknik, gamle tog og dansk jernbanehistorie, så er der overvældende meget at lade sig begejstre af på Dannebrogsgade bag Odense Banegård.
Nok til at få en hel dag til at gå, hvis den danske sommer ikke arter sig, og man gerne vil holde sig inden døre.
Antallet af besøgene denne eftermiddag kan nok tælles på fire hænder, men det er meget naturligt, forklarer marketingansvarlig Gitte Høegh van Deurs.
”Det helt store ryk kommer først i uge 28, 29 og 30, og så afhænger det også meget af vejret, hvor mange besøgende vi har,” siger hun og forklarer, at museet har valgt at forlænge sommerprogrammet frem til slutningen af august.
”Turisterne fra Tyskland, Holland og Belgien plejer at komme lidt senere, fordi de får senere ferie end os. Lige nu er det mest bedsteforældre med børnebørn, der kigger ind.”

Både for børn og voksne

Sommerprogrammet består blandt andet af en del forskellige aktiviteter og oplæg cirka hver halve time mellem kl. 10 og 16, hvor museet har åbent.
Danmarks Jernbanemuseum har formået at gøre det til en oplevelse at tage på museum, uanset om du er en seksårig pige med krudt i røven eller en 60-årig togentusiast.
For begge gælder det, at der er en masse at lære. Om de smukke, gamle giganter, damplokomotiverne, der står parkeret i og uden for remisen, om de hedengangne jernbanefærger og om royale rejser.
Mens den voksne generation nok helst vil fordybe sig i den svundne industrielle tidsalder, så vil børnene hellere tilegne sig viden gennem leg. Og det er der også mulighed for.
Poderne kan gå ind i alle de gamle lokomotiver og udforske dem, men allermest populær er den 3-4 minutter lange tur med minitoget og ikke mindst Børnebanegården på museets balkon - en hel banegård i børnestørrelse, som blev indviet af Kronprins Frederik i januar.
Alt i alt er der masser at tage sig til på museet, der i år forventer lige så flotte besøgstal som sidste år, hvor det steg med 10-15 procent til godt 73.000.

Mere i vente

Her har Thomas Tog-dagen stor andel i succesen med over 14.000 besøgende på bare fire dage.
Men i sommeren 2017 bliver der også udvidet med et stort udendørs lege- og læreområde.
Museet har fået 4,38 millioner kroner af Nordea-fonden til projektet, der indbefatter et kæmpe damplokomotiv, hvori børnene kan gå på opdagelse, og et vandtårn, som de kan kravle i. Derudover kommer der et nyt minitogsanlæg.