Fortsæt til indhold

Camilla på den store klinge til Paris

Pigen fra Aabenraa, der blev byrådspolitiker i Haderslev, ser frem til en øm bagdel og masser af oplevelser på vejen til Paris

Arkiv
Peter Rasmussen

Der er kommet facon over cyklingen, muskler på kroppen og skarphed i blikket hos den unge byrådspolitiker, der for nyligt blev slået på målstregen af Mogens Dall, da kampen stod om at blive Venstres folketingskandidat. Denne gang agter Camilla Eva Jørgensen dog at nå i mål, efter at hun søndag satte kursen i retning af Paris:
“Jeg har nu 3000 kilometer i benene, og det er sjovt som det der var stor udfordring for hele gruppen i begyndelsen, er blevet til en lille rask træningstur, som jeg bare selv kører en mandag aften,” smiler Camilla Eva Jørgensen da avisen møder hende i silende regn i dagene før afgang.
Hun ved dog godt, at en cykeltur til Paris er en ordentlig omgang, og der har bestemt været mange bumb på vejen indtil nu for den 23årige byrådspolitiker:
“Jeg er en meget spontan person, hvilket har den konsekvens at jeg nogle gange kaster mig ud i projekter, som jeg ikke helt kender konsekvensen af. Det gjorde jeg da jeg sad en sommeraften sidste år med et glas rødvin og ansøgte om at blive en del af Team Rynkeby. Det var egentlig med tanken 'Jeg ansøger bare, så ser jeg hvad der sker',” fortæller Camilla. Hun kan tænke tilbage på nogle barske træningsture siden hun fik sin racer i marts måned:
“I marts startede vi op på raceren og jeg havde ikke siddet på en cykel i mange år. Vi skulle cykle 50 km. og det lød helt vildt i mine øre. Men nu er 50 km. en lille tur, som jeg kunne finde på at cykle en mandag-aften alene. Men det var hårdt ved kroppen i starten – jeg gik nærmest direkte hjem i seng efter de første træningsture. En anden træningstur, der sidder fast i hukommelsen er bakketræningen i Vejle i juni, hvor vi cyklede 120 km. med bakker bl.a. Kiddesvej og Gl. Kongevej i Vejle. Jeg er sikker på at mit forhjul lettede sig fra jorden op til flere gange,” smiler hun.
Turen til Paris begyndte i søndags. Turen til byernes by er opdelt i etaper på ca. 200 kilometer per dag. Og det hele handler jo om at samle penge ind til Børnecancerfonden.
Man kan støtte Camilla Eva Jørgensens indsamling på dette link.

Camilla er fuld af forventninger før afgang:
“Jeg forventer mig tunge ben, øm bagdel og en masse store oplevelser sammen med gode holdkammerater.”