Fortsæt til indhold

HB Køge åbner efteråret i Vendsyssel

HB Køge er klar til den nye sæson efter en stribe fine resultater i træningskampe. Sigtet er rettet mod en plads i den bedste halvdel af rækken

Arkiv
Martin Rasmussen

Mens holdene i Superligaen tog hul på den nye sæson sidste weekend, så er det 1. divisionsholdenes tur i denne weekend. HB Køge indleder den nye sæson på udebane mod Vendsyssel FF - det sker søndag den 24. juli klokken 13.45 - mens sæsonens første hjemmekamp spilles mod Skive søndag den 31. juli samme tid.
Selvtilliden må være fin i HB Køge-truppen efter gode resultater i træningskampene op til turneringsstarten. HB Køge vandt begge kampe under træningsturen til Tyskland - 3-0 over regionalligaholdet FSV 63 Luckenwalde og 2-1 over Babelsberg, der også spiller i regionalligaen. Kampen mod Babelsberg gav i øvrigt også uofficiel debut til angriberen Jeppe Simonsen, som HB Køge har lejet i SønderjyskE.
Inden træningsturen til Tyskland tog HB Køge også sejren i minitræningsturneringen på hjemmebane mod AB og amerikanske Chicago Bridges, og det giver optimisme forud for den nye sæson, hvor det erklærede mål er en slutplacering i den bedste halvdel af rækken.
Aktuelt ser truppen forholdsvis smal ud, efter vinterens omfattende udskiftninger er fortsat i sommerens transfervindue. I forhold til forårets trup har HB Køge blandt andet sagt farvel til Rasmus Nielsen og Kristian Pedersen, og senest er talentfulde Justin Shaibu blevet solgt til engelske Brentford.
Alligevel skal man ikke forvente ret mange nye tilføjelser til truppen udover dem, man allerede har set, fortæller Per Rud, administrerende direktør i HB Køge.
"Der vil ske mere - men ikke ret meget," lyder meldingen.
"Vi har ikke en bred trup, men det er helt bevidst i forhold til, at lige nu har vi fokus på at få styr på butikken, på økonomien. Vi har fået gode erstatninger for de nøglespillere, der er væk. Vi vidste med sikkerhed, at vi skulle have en ny målmand og en ny angriber, og det har vi fået," siger Per Rud.
Tirsdag i denne uge tilknyttede HB Køge angriberen Aleksandar Lazarevic til klubben. Den 24-årige angribere gjorde det godt med to mål i træningskampene i Tyskland, og han bliver en af dem, der skal sørge for HB Køges mål i den nye sæson.
"Aleksandar har gjort det godt hos os de seneste uger, og vi er glade for at vi med tilgangen får lagt endnu mere bredde til en position, hvor vi i foråret var meget tyndt besat. Det er en tilgang, der giver os flere tangenter at spille på rent offensivt. Aleksandar er god til at spille med ryggen mod målet, hvilket gør, at vi kan bruge ham som opspilsstation, og så kommer han med noget fysik og en fin målnæse, som vi forhåbentligt også får at se i HB Køge," siger Per Rud.
Aleksandar Lazarevic kommer til HB Køge efter et ophold i Hvidovre i 2. division, hvor han i foråret scorede fem mål.