Fortsæt til indhold

Nyt makkerpar i OB-forsvaret er kommet for at vinde

Kenneth Emil Petersen og Jeppe Tverskov er glade for at være i OB

Arkiv
Danni Paulsen

OB har i den grad oprustet på forsvarspositionerne i dette transfervindue, og meget tyder på, at de to styrmænd inde i midten kommer til at være nye ansigter.
31-årige Kenneth Emil Petersen har skiftet de røde og hvide AaB-striber ud med blå og hvide, mens 23-årige Jeppe Tverskov har taget turen fra Randers til Odense. Og det nye makkerpar er særdeles glade for at være kommet til klubben.
“Det er dejligt at være her, og jeg har indtil videre fået en rigtig god start, så jeg glæder mig til at starte ud på min nye hjemmebane på fredag, og premierenerverne begynder så småt at komme,” siger KEP, som han kaldes, og bliver suppleret af sin yngre forsvarskollega:
“Det er fedt at være i nye omgivelser. Niveauet i OB er meget højt indtil videre, og jeg glæder mig til, at vi for alvor skal ud og brænde igennem med alt det, vi har trænet.”

Skal tale sammen

Og trænet har de. Både i kamp og i Ådalen, hvor de for det meste har spillet sammen.
Det tager som regel noget tid for et nyt forsvar at få afstemningen og den indbyrdes forståelse på plads, men den er allerede ved at være der, bedyrer Kenneth Emil Petersen.
“Jeg har prøvet det mange gange før. Det kommer som regel meget naturligt, og jeg synes, at Jeppe og jeg supplerer hinanden meget godt. Men nu må vi ikke glemme, at der også er andre om buddet, og det er ikke givet, at det skal være os to, der skal spille sammen. Men fodbold er et sprog, som alle taler, og jeg håber da, vi kan tale det sammen, hvis det er mig og Jeppe, der spiller.”
Den tidligere danmarksmester, som med stor sandsynlighed får anførerbindet om armen, er da også klar til at påtage sig rollen som mentor.
“Jeg skal være meget verbal. Jeg har en erfaring og rutine og har prøvet nogle ting, som Jeppe måske ikke har prøvet endnu, så der skal dirigeres og snakkes en masse,” siger han og kigger over på Jeppe Tverskov, som er overbevist om, at fremtiden er lys.
“Vi har en bred trup, og som Kenneth siger, er vi en del om buddet. Det er sådan nogle ting, der gør, at man får lyst til at drømme her hos OB, og vi vil gerne helt derop, hvor det er sjovt. Det er derfor, jeg har valgt at tage hertil.”