Fortsæt til indhold

Museum-succes fortsætter

Atter i år er Kongernes Jelling på vej mod besøgsrekord. Det myldrer ind med gæster

Arkiv
Jørgen Flindt

I juni besøgte 22.026 gæster Kongernes Jelling, og dermed blev sidste års juni-rekord slået med hele 4000 gæster.
Og med omkring 80.000 gæster i årets første seks måneder, tyder det på, at sidste års rekord med 136.000 gæster bliver slået så eftertrykkeligt.
Sidste år var et slags 'År 1', hvor det nye Kongernes Jelling så dagens lys, og det trak rigtig mange gæster til fra nær og fjern.
“Det er uventet, at det går så godt i år. Traditionelt er 'År 2' ikke nær så god som år et, men det viser sig, at mine forudsigelser på ingen måde holder stik,” smiler Hans Ole Matthiesen, der er overdirektør hos Kongernes Jelling.
Han viser et stykke papir, der hænger på en tavle. Her har de ansatte i Kongernes Jelling alle budt på, hvor mange gæster man vil runde den 6. juli, og Hans Ole var selv den mest, skal vi sige, pessimistiske.
“Nja, jeg vil nu hellere kalde det realistisk. Troede jeg i hvert fald. Jeg skød på 41.000 gæster, og det tal har vi for længst passeret,” siger han og smiler endnu bredere.
Selv den mest optimistiske ansatte viste sig at være en smule for pessimistisk, så ja, alle har skudt for lavt.

Bookinger

“Der er selvfølgelig ikke helt så meget nyhedens interesse i det længere. Men mange kommer her igen, og så tager de måske venner eller familie med. Der er en stor del mund til øre i vores succes. Derudover er der godt gang i de større bookinger. Eksempelvis har vi lige fået en booking fra et fynsk eksportfirma, der gerne vil booke os som stedet, de skal holde firmaudflugt. Så skal de blandt andet have en rundgang, og vi skal fortælle om eksport i vikingetiden,” forklarer han.
Kongernes Jelling er vokset kraftigt den seneste årrække. Fra to fuldtidsansatte og en halvtids til 24 ansatte, hvoraf de 14 er ansat på fuldtid.
Museet er en del af Nationalmuseet, og sidste år åbnede man et nyt og større museum, hvor man kommer tilbage til kongernes tid i Jelling på en ny og moderne måde.
Der er fri entré i museet.