Fortsæt til indhold

Audition til Sound of Music

Arkiv
Arkiv

Billetsalget er i fuld gang, men skuespillere, dansere og sangere til årets musical 'Sound of Music' mangler. Derfor inviterer Vejle Musical Teater til åben audition i weekenden 20. og 21. august. Tilmelding til audition, som foregår på Vejle Midtbyskole på Damhaven i Vejle, skal ske på www.vejle-musical-teater.com.
Når rollerne er på plads, er der klar til opstart af prøveforløb i slutningen af oktober. Og 3 måneder senere, nærmere bestemt den 2. februar 2017, går tæppet til den største egenproducerede musicalproduktion i Vejle – ”The Sound Of Music”.
”Vi glæder os meget til at se en masse talenter til vores audition. Sound of Music er en stor og krævende musicalproduktion, men vi ved at talenterne er derude, og helt sikkert står i kø for at komme med,” fortæller produktionsleder og formand for Vejle Musical Teater, Bo Mikkelsen, i en pressemeddelelse. Han sidder i øvrigt i audition-panelet sammen med instruktør Jens Frausing, koreograf Kenneth Johannes Jensen, korleder Søren Okholm og dirigent Anne Cathrine Kielland Lund.
”Vi glæder os også til at se en masse børn og unge til vores audition, da der jo som udgangspunkt skal bruges en lille håndfuld til von Trapp – børnerollerne. Og allerede nu kan vi glæde os over at omkring en halv snes børn og unge faktisk har sendt ansøgning ind til vores audition, blandt andet nogle af eleverne fra vores musicalskole i Vejle,” siger Bo Mikkelsen.
Billetsalget til ”The Sound Of Music” er som nævnt i fuld gang, både hos Vejle Musikteater, www.vejlemusikteater.dk og via www.vejle-musical-teater.com.