Kører stadig udenom
Beboerne i Ågerup må stadig se langt efter busserne, der fortsat kører udenom om den lille landsby i hvertfald til slutningen august.
Formand for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen havde i denne uge lovet at se om han kunne ændre kørslen.
Han forklarer, at kommunen først kan gøre noget ved bussernes rute, når udvalget igen samles 18. august, og en uge efter skal sagen i byrådet.
- Jeg har desværre ikke nøglen til pengekassen, der kan betale for, at ruten bliver dyrere, fordi den kræver mere tid. Derfor er vi nødt til at vente på, at politikerne bliver samlet igen efter sommerferien.
Natbusser kan køre
Problemet for Ågerup er, at hovedgaden er gravet op på grund af kloakering frem til en gang i oktober. Det betyder, at beboerne mister en af to busser, så de får længere transport tid og en timesdrift i stedet for en bus hver halve time.
I første omgang havde beboerne fået besked på, at busserne ville fortsætte med at køre, men med tre dages varsel meddelte Movia pludselig i juni, at de ville køre uden om Ågerup med linje 358 og 91N.
I mellemtiden har Torben Jørgensen fundet frem til, at det er to forskellige busselskaber der står for at køre henholdsvis dag- og natbusserne.
I modsætning til dagbussernes problemer med at køre den aftalte tur, har chauffører på natholdet fortalt, at de kan køre den aftalte rute gennem byen uden problemer.
Movia holder ikke aftale
- Det er kritisabelt, at Movia ikke overholder den aftale, de havde med os. Samtidig er det et tungt system, som det tager til at gøre noget ved, siger Torben Jørgensen.
Han er ærgerlig over, at det skal gå ud over folkene i Ågerup, der må undvære deres busser.
- Det er grumme ærgerligt for beboerne og grumme ærgerligt på alle måder, at de ikke kan få deres bus, siger Torben Jørgensen.
Til gengæld lover han, at det videre forløb i august burde gå hurtigt.