Tag på nostalgisk togtur med MY
Er du også fascineret af flotte, gamle tog, kan du godt begynde at glæde dig.
Søndag 21. august får du mulighed for at komme med på en nostalgisk tur med et af dansk jernbanehistories mest beundrede lokomotiver: En stærk MY-maskine med næsten 60 år på bagen.
Den nostalgiske tog-oplevelse bliver muliggjort af den fynske jernbane-entusiast René Skov, der har lejet et veteran-togsæt, bestående af tre togvogne trukket af det bomstærke MY-lokomotiv, som kører to ture fra Odense til Ejby og retur.
Som indehaver af forretningen Fyns-Modeltog i Odense, er det normalt tog i mindre målestok, han beskæftiger sig med.
Men han vil også gerne slå et slag for de gode, gamle tog i fuld skala.
MY-lokomotivet afgår fra Odense Banegård søndag 21. august klokken 10.51 og 12.51.
Det varer knap en halv time at køre til Ejby, hvor der gøres holdt i cirka 25 minutter, inden turen går tilbage til Odense.
Billetter i butikken eller på www.fyns-modeltog.dk.