Dobbelt så mange elcykler i Odense
Ifølge FriBikeShop udgør elcykler nu ti procent af det samlede cykelsalg
I cykelsport er det snyd at bruge elmotorer, men på odenseanske veje bliver det elektroniske skub i ryggen konstant mere populært.
El-cykler udgør ifølge Fri BikeShop nu omkring ti procent af det samlede cykelsalg i Odense-området, og i 2015 blev der solgt dobbelt så mange el-cykler som året før.
I stedet for bil nr. to
Boomet skyldes ikke mindst, at også det yngre publikum har fået øjnene op for el-cyklens fordele.
“Halvdelen af el-cykelkøberne er kvinder mellem 20 og 40 år, der bruger el-cyklen som alternativ til offentlig transport eller familiens bil nummer to,” siger Morten Plesner, der ejer Fri BikeShop i Odense.
“Vi har faktisk en del kunder, der har solgt en af deres biler og ønsker at erstatte den med en el-cykel. For bare fem år siden var det hovedsageligt ældre, der købte el-cykler.”
Ifølge Morten Plesner er det vigtigt, at man kortlægger sit behov inden valget af el-cykel.
“Som det første spørger vi altid, hvor langt du skal køre.”
Flertallet af de solgte el-cykler koster mellem 12.000 og 29.000 kroner.