Fortsæt til indhold

Flere vil studere it og teknologi

På Erhvervsakademi Sjælland er der større efterspørgsel på uddannelserne end tidligere

Arkiv
Arkiv

Ni procent flere end sidste år har ansøgt om optagelse på Erhvervsakademi Sjællands 25 videregående uddannelser.
Især teknologisk- og it-relaterede uddannelser er i stigende grad populære. Den positive trend afspejler den landsdækkende udvikling, at flere søger hen, hvor udsigten til job er god. Det skriver Erhvervsakademi Sjælland i en pressemeddelelse.

Flere stigninger

Højdespringeren er Datamatiker med en stigning på 82 procent på EASJ's afdeling Roskilde og 34 procent i Næstved-afdelingen. Procesteknolog i Roskilde stiger med 25 procent og Laborant er også mere søgt i år i henholdsvis Slagelse med 19 procent flere og i Roskilde med 41 procent. Også EASJ's afdelinger i Nykøbing F. og Køge kan notere sig en stigende interesse for uddannelserne Markedsføringsøkonom og Multimediedesigner. Desuden er der en samlet stigning i ansøgerne til EASJ's professionsbachelor-overbygninger på samlet 22 procent - det er uddannelserne Digital konceptudvikling, Innovation og Entrepreneurship, International handel og markedsføring, Webudvikling og Jordbrugsvirksomhed.

Uddanner til firmaer

Den fulde professionsbachelor Bygningskonstruktør i Næstved har også tiltrukket hele 39 procent flere ansøgere i år.
“Vi er tilfredse med ansøgningsudviklingen og glæder os over den samlede stigende interesse samt ikke mindst, at vores brede og jobrelevante udbud af tekniske og it-relaterede uddannelser trækker flere til. Vi noterer os, at der er en stigende interesse i alle vores afdelinger. Det viser os, at EASJ er til stede med de rette uddannelser i hele Region Sjælland og det er glædeligt, da vores dimittender er efterspurgte i erhvervslivet,” forklarer rektor for Erhvervsakademi Sjælland Ulla Skaarup.

Fra praktik til job

Godt 40 procent af EASJ's studerende får job i deres praktikvirksomhed.
“Vi gør meget ud af, at undervisningen skaber god sammenhæng mellem det teoretiske og det praktiske. En EASJ-dimittend er klar til at anvende den nye viden i praksis, når de træder ud på arbejdsmarkedet. Det skyldes ud over undervisningen ikke mindst de ti ugers praktik samt de løbende cases i samarbejde med erhvervsdrivende, som de studerende arbejder med i praksis igennem de to års studietid. De mange virksomheder, som har studerende i praktik giver udtryk for, at både praktikanter og dimittender fra start af bidrager med nye ideer og viden, der udvikler forretningen positivt,” tilføjer rektor Ulla Skaarup.

Ledige pladser

Alle landets ansøgere får svar på, om de er optaget 30. juli.
Til dem, der får afslag, er der håb forude: Der er nemlig flere uddannelser – også blandt EASJ's 25 af slagsen – der ligger fagligt relativt tæt på hinanden. Man kan søge om efteroptag på uddannelser med ledige pladser og opstart til vinter fra 30. juli på easj.dk.
Erhvervsakademi Sjælland har afdelinger i Roskilde, Køge, Næstved, Slagelse og Nykøbing F. og udbyder også en lang række videre- og efteruddannelser for dem, der er i job.

logy