Fortsæt til indhold

Fodboldklub rydder op efter studenter

Havdrup Fodbold hjælper med at sortere affald fra studentervognene, til gengæld beholder de panten

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Havdrup Fodbold har indgået en aftale med Festlastbiler.dk, som bliver en årlig tilbagevendende begivenhed til gavn for både Festlastbiler.dk og en udvalgt årgang i klubben.
Aftalen går i sin enkelthed ud på, at Havdrup Fodbold hvert år en weekend i juni stiller med en flok friske spillere, som ønsker at tjene lidt ekstra til deres holdkasse. I år var det årgang 2002, som mødte talstærkt op til opgaven.
"Det er en rigtig god aftale for begge parter. Holdene har selv været med til at få initiativet op at stå, så de kan tjene penge til blandt andet deres træningsture. De unge drenge har været meget arbejdsomme," fortæller Berit Schau Nielsen, sponsoransvarlig i Havdrup Fodbold.
Festlastbiler.dk har i år kørt 84 ture, og opgaven for de unge mennesker var, at sortere dåser, flasker mm. efter de glade studenter.
"Vi skal alligevel sortere affaldet, og hvis jeg betaler for et rengøringscrew, så går det næsten lige op med panten. Så vil vi hellere støtte lokalsporten, og så passer vi jo samtidig på miljøet," siger Bengt Duus, ejer af Festlasbiler.dk.
Opgaven blev løst til stor tilfredshed for Festlastbiler.dk, og årgang 2002 gik derfra med ikke mindre end 10.000 kr. i pantpenge og omkring 71 kg aluminium til Stena i Roskilde.