Havemøbler præsenteres i deres eget univers
Idé møbler i Aabenraa viser havemøbler på en helt ny måde
IDEmøbler eksperimenterer i år med et nyt pop-up-koncept foran kædens bolighus i Aabenraa – nu skal kunderne se på havemøbler i et specialudviklet sommermiljø. Konceptet er aldrig set før i en dansk detailkæde.
IDEmøblers sortiment af havemøbler er så stort, at kæden de senere år har haft svært ved at vise det ordentligt frem for sine kunder. Derfor har kæden i år tænkt ud af boksen, er blandt andet blevet inspireret af tendenser fra udlandet og tester et spritnyt koncept af, der ikke tidligere er set her i landet i sådan en stor skala fra en større detailkæde. Foran bolighuset i Aabenraa står to specialudviklede 20 fods containere, som hver morgen åbnes i langsiderne og omdanner IDEmøblers udeområde til et stort univers med masser af havemøbler.
“Tidligere har vi gjort som de fleste andre og stillet vores havemøbler op bag et aflåst hegn. Men vi ville give vores kunder en bedre oplevelse og vise hele vores sortiment frem på en inspirerende og ny måde. Vi har allerede fået mange positive tilkendegivelser fra kunder og en positiv vækst i omsætningen på havemøbler,” siger Mikkel Hornshøj, butikschef i IDEmøbler Aabenraa. IDEmøblers løsning med en integreret pop-up-shop foran bolighuset er fleksibel og giver plads til hyppig fornyelse. /pra