Her ryger boligerne hurtigt
Kilehusene ved Svogerslev sælges, før de er færdige
Roskilde er en attraktiv by for tilflyttere. Det beviser tilstrømningen til Kilehusene på grænsen mellem Roskilde og Svogerslev.
Boligerne, der er opført som rækkehuse i vifteform, bliver revet væk. Mens håndværkerne stadig arbejder på at gøre husene klar, er etape 1 allerede udsolgt. Det samme gælder 40 procent af etape 2.
- Samtidig er vi gået i gang med salget af etape 3, og vi forventer, at samtlige 48 boliger er solgt og taget i brug inden udgangen af 2017, siger Jacob Martin Andersen, seniorprojektudviklingschef i bygge- og anlægsvirksomheden MT Højgaard.
Ved et åbent hus arrangement med præsentation af prøveboligen den 19. juni mødte 39 interesserede op, og samtidig kom der 17 hold, der allerede havde købt en bolig, og som ville se, hvordan vores indretningsekspert havde indrettet den, siger Jacob Martin Andersen.
Han angiver flere faktorer som årsag til den store interesse:
- Vi har placeret boligerne i vifteforme, så der er frit udsyn til begge sider. Til den ene side er det fællesarealet, og til den anden side er det markerne mod vest.
- En anden årsag til den store interesse er, at Roskilde er så attraktiv for tilflyttere, at vi lige nu oplever, at befolkningsvæksten simpelthen stikker af fra prognoserne.
- For det tredje har vi åbenbart ramt en kombination af stil og størrelse, der appellerer meget bredt.