Golf mod brystkræft
Varde Golfklubs damer trækker i pink og spiller mod brystkræft
I Varde Golfklub slår damerne et slag for kampen mod brystkræft i landets største velgørenhedsturnering for kvinder, Pink Cup.
Golfturneringen indsamler penge til forskning, oplysning og rådgivning til fordel for de brystkræftramte. Alle deltagende klubber har mulighed for at kvalificere sig til landsfinalen, hvor der spilles om æren, vandrepokalen og mange flotte præmier.
Med for tiende gang
“Brystkræftsagen ligger os meget på sinde, og det er 10. år, vi er med, og vi glæder os til turneringen, som giver en utrolig fællesskabsfølelse i klubben. Der er en utrolig god stemning på selve dagen,” siger Kirsten Fallesen fra Varde Golfklub i en pressemeddelelse.
“I vores klub har mange af os kendskab til flere, som har haft brystkræft tæt inde på livet. Vi er derfor glade for at kunne kombinere motion og en fantastisk sportsgren med at samle ind til brystkræftsagen. Vi håber på stor tilslutning til turneringen, der holdes 31. juli. Alle kvinder kan tilmelde sig til Pink Cup, via Golf Box, og sidste tilmelding er den 26. juli,.
Som noget nyt er mændene fra Varde Golfklub denne gang inviteret med til turneringen. Mændene får på den måde lejlighed til at vise, at de støtter brysterne på flere måder;-).
Èn ud af ni danske kvinder rammes af brystkræft.