Køges ølentusiaster får deres egen øl
Der er tale om en sjælden øltype, der får premiere, når Køge Øldag 2016 slår portene op til endnu en interessant ølfestival i Køge
Køge Øldag byder hvert år på en lang række spændende øloplevelser, men i år har Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Køge taget den skridtet videre, idet de har fået brygget deres helt egen øl i anledning af det store ølarrangement, så mens de mange bryggerier og udstillere står i kø for at præsentere spændende brygnyheder, så vil lokalafdelingen altså også være med.
I samarbejde med Niels Kiens fra Kongebryg i Næstved har man hos Kongebryg fået brygget en Saison – en øltype der oprindeligt stammer fra den fransktalende del af Belgien, Vallonien. I Belgien kaldes øltypen for Biere de Saison og brygges især i provinserne Hainaut og Namur, der grænser op til Frankrig, og bryggen har slægtskab med den nordfranske øltype Biere de Garde.
Oprindelig bryggede man øllet i de sidste vintermåneder, da øllet skulle være drikkeklart i sommermånederne, hvor det var sværere at brygge. Da øllet skulle anvendes om sommeren, skulle det være tørstslukkende - det skulle således være lyst og let krydret og helt tør. Denne type blev oprindeligt brygget på de såkaldte gårdbryggerier om foråret og nydt af landarbejderne under høsten.
"Øltypen er normalt en af de mindst kendte belgiske øltyper, men mon ikke den snart vinder større og større indpas i mange mikrobryggerier. Om ikke vil Køge Lokalafdeling gerne slå et slag for denne glemte øltype, og det vil være muligt at smage den under Køge Øldag 2016," lyder det fra pressechef Thomas Ensbye.
Køge Øldag 2016 finder sted i Hugos Gård lørdag den 20. august klokken 11-21.