Lær mere om din by og dens fantastiske historie
Tag med på en tur, der tager dig gennem Koldings gader og Danmarks historie
Koldings historie er i perioder tæt vævet sammen med den nationale historie; særligt når det gælder kongerne, der residerede på Koldinghus i 1500- og 1600-tallet, og når det gælder de slesvigske krige.
Derfor kan man også blive klogere på danmarkshistorien ved at tage med på en guidet rundvisning i Kolding by - også selvom man bor i byen til dagligt.
Den lokale guide, Poul Erik Jespersen, udbyder nemlig igen i år ture med et historisk tema gennem Kolding. Her fortælles om Koldinghus, men også om byens borgerhuse, om Sønderbros betydning gennem tiden, om Nicolai Kirke, Akseltorv og meget andet.
Turene gennemføres onsdagene den 27. juli, samt den 3. og den 10. august - klokken 13 på dansk og klokken 15 på tysk og engelsk. Der er desuden aftenrundvisninger i Kolding den 24. og den 31. august.
Sommerferien er jo også børnenes ferie. Derfor udbydes derudover den 27. juli og den 3. august klokken 11, turen ”Kolding i børnehøjde”, som er tilrettelagt særligt med henblik på børn (primært under 10 år) og deres familier. På disse ture tages alle sanser i brug og byen opleves på en anden måde end til dagligt, hvor der bliver leget og fortalt noget danmarkshistorie.