Revyen har passeret sidste års salgstal
Sidste år solgte Sønderborg Sommer Revy 21.569 billetter, hvilket var en fremgang på små 1.000 billetter. I går blev billet nr 21.570 solgt, så alt hvad der sælges herefter er igen fremgang for revyen.
"Anmelderroser, begejstrede tilskuere og et sommervejr, der ikke indbyder til grill på terrassen er nok de faktorer, der gør, at revyen igen kommer til at slutte med fremgang i tilskuertallet," vurderer revychef Leif Maibom, som gætter på, at det samlede tilskuertal kommer til at ligge på 22.200.
"Vi kan komme op på 22.400, men det betyder, at der ikke må stå et sæde tomt de sidste otte forestillinger, og det er nok lige lovligt optimistisk at tro på det," siger han.
"Men ender vi på 22.200 giver det en belægningsprocent på 97, og det er under alle omstændigheder et tal, som de fleste revy- og teaterdirketører vil give meget for at opnå."
46 forstillinger
Der var fra starten sat 44 forestillinger på, som var slutantallet af forestillinger i 2015. Nu er der så sat to ekstra på, så det samlede tal i år bliver 46. Med 498 pladser i salen, så det samlede tal er max 22.908.
Sidste forestilling, der er udsolgt, bliver lørdag den 23. juli.
Hvad skal de så lave?
Efter revyen skilles revyholdet og spredes til alle sider. Nogle holder lidt ferie, andre begynder straks at planlægge nye opgaver.
Jeanne Boel og Karsten Jansfort skal lave sensommerrevy i Randers, og Rasmus Krogsgaard er i gang med at planlægge Vinterrevy i Aalborg. Rikke Buch Bendtsen har mange opgaver på programmet, og Leif Maibom har lovet sig selv og fruen at trække stikket ud til næste års revy, så der er dømt sabbatår - med små undvigelser, lyder det fra revydirektøren.
Revyernes Revy og Galla
Holdet fra dette års revy mødes dog igen til Revyernes Revy den 14. august i Cirkusrevyens Telt på Dyrehavsbakken. Hvilket nummer/numre holdet skal medvirke med, vides ikke endnu.
Og 14 dage senere er der så TV Charlies Revy Galla i Cirkusbygningen i København, og her er der heller ikke endnu udvalgt numre fra de enkelte revyer.
"Og så er holdet selvfølgelig spændt på, om de mange anmelderstjerner og flotte ord er nok til at give en eller flere nomineringer til de eftertragtede priser ved de to begivenheder," slutter Leif Maibom.