Alsie Express fragter Sønderjyske til Uefa Cup
Nu gælder det den anden Europa League kamp for SønderjyskE. Anden halvdel af opgøret mod Strømsgodset fra Norge foregår på udebane i Drammen nær Oslo.
I den forbindelse fragter Alsie Express i dag, onsdag, hele Sønderjyskes herrefodbold trup til og fra Norge med afgang fra Sønderborg Lufthavn.
SønderjyskE har en spinkel føring på 2-1 fra det første opgør, hvilket betyder, at alt kan ske, når der skal spilles udebanekamp onsdag.
Et udebanemål kan være vitalt. Én scoring fra de lyseblå vil betyde, at Strømsgodset pludselig er tvunget til at score minimum 2 mål for en omkamp og muligheden for avancement.
"Det bliver en stor udfordring for os. Vi ved, at de er utrolig stærke på deres hjemmebane. Vi kommer under et stort pres, og de har et stærkt hjemmepublikum i ryggen. For os handler det om at bevare roen og overblikket. Når det er sagt, så handler det om os selv og vores eget spil," siger Troels Kløve, spiller for SønderjyskE Fodbold.
Alle spillere mødte koncentreret op til fotografering foran den sorte flyvemaskine. Forinden deres ankomst havde personalet fyldt op med frugt, vand og andet spiseligt, så energidepoterne er helt fyldt op til kampstart i morgen.
De sidste ord på vejen inden indtjekning af spillertruppen kom fra spiller Casper Olesen: "Jeg er klar. Det bliver en spændende kamp."