Ægtepar i fængsel for 15 tricktyverier mod ældre
Et rumænsk ægtepar er blevet dømt for 15 tricktyverier mod ældre damer i Retten i Roskilde fredag. De stjal fra kvinderne ved at aflure deres koder og efterfølgende lænse deres hævekort.
Ægteparret kom til Danmark i juni 2014 og indledte kort tid efter deres kriminelle løbebane. Tyverierne blev begået over en periode på fem måneder med et samlet udbytte på omkring 290.000 kr.
Tyverierne foregik rundt omkring i landet blandt andet i Roskilde.
- Der er tale om meget professionelt udførte tyverier. Det er i den forbindelse naturligvis skærpende, at der er tale om et større antal forbrydelser og særligt, at man har målrettet sin kriminalitet mod værgeløse ældre mennesker i den hensigt at skaffe sig selv hurtige og nemme penge, siger anklagerfuldmægtig Henrik Smedegaard.
Udvalgte ofre
Det typiske mønster for forbrydelsen var, at gerningsmændene udvalgte sig et let offer i en butik, og under køen til betaling lykkedes det dem at aflure offerets pinkode.
Herefter henvendte den ene af dem sig til offeret uden for butikken på en distraherende måde. Samtidig lykkedes en anden eller en tredje medgerningsmand at stjæle kortet.
Straffen blev lagt sammen med en dom parret fik i Norge i 2015 for en række helt lignende forbrydedelser.
Her blev den rumænske mand idømt 11 måneders fængsel og kvinden blev idømt fængsel i 1 år og 1 måned.
Tillægsstraffen til begge rumænere blev fastsat til ni måneders fængsel.
Udover fængselsstraffen blev det rumænske ægtepar udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, ligesom de skal betale erstatning til ofrene.
ag