Open Air opfordrer til forældresnak om alkohol
Open Air Varde opfordrer forældre til at snakke med deres teenagebørn om alkohol i et forsøg på at forhindre druk.
Open Air Varde deltager aktivt i kampagnen Mindre druk, mere fest, der giver forældre gode råd til at tage den vigtige snak om alkohol.Mange forældre i det vestjyske gør sig bekymringer om druk netop nu, hvor de måske for første gang sender deres børn af sted til Open Air i Varde.
Festivalen vil markere en holdning til, at de unge skal skrue ned for rusen og op for musikken. Konkret oplyser man barpersonalet om udskænkningsreglerne, siger formand for Open Air Varde Torben Lehmann i en pressemeddelelse.
Forskning viser, at det har stor effekt, når forældre snakker alkohol med deres børn.
"Mange forældre tror, at regler og grænser har lige præcis den modsatte effekt på deres børn, men vi ved, at unge drikker mindre, når forældre sætter tydelige grænser for de unges alkoholforbrug,” siger Kit Broholm, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.