Vi har verdens bedste job
Lisbeth og Anettes kroppe sagde pludselig fra midt i deres travle arbejdsliv. Efter langvarige sygemeldinger og seje kampe er de nu tilbage i det, de selv kalder verdens bedste job
Der er 25 vielser på Sønderborg Kommunes 'filial' af rådhuset - Nørherredhus - denne fredag den 8. juli. Det er med andre ord en ret almindelig fredag ifølge de to travle giftefogeder, Tine Gaasvig og Susanne Ecklon.
Tine og Susanne har i år fået et par nye kolleger - to medarbejdere, der fungerer som vitterlighedsvidner til vielserne.
"Tidligere havde vi en kollega med fra Borgerservice, når der var vielser, hvor brudeparret ikke selv havde vidner med. Men vi har også været ude for, at de lovede vidner ikke var med, og så har vi faktisk måttet bede et par medarbejdere fra hotellet om at træde til i en fart, hvilket de heldigvis har været storsindede nok til at gøre. Men nu ved vi, at vi har Lisbeth og Anette. Det fungerer fantastisk godt for os," fortæller Tine Gaasvig.
Verdens bedste job
"Og det fungerer også for os. Vi har simpelthen verdens bedste job," skynder Anette Pedersen sig at tilføje.
"Jeg glæder mig til at tage på arbejde, fordi jeg ved, jeg skal møde en masse søde og glade mennesker, og jeg har det så dejligt med at vide, at jeg har en opgave og et job, jeg kan klare. Det er rigtig dejligt at holde weekend efter en arbejdsdag," siger Anette, der har arbejdet som kontorassistent i mange år, men nu har et minifleksjob, hvor hun arbejder syv timer om ugen.
Anette har leddegigt og andre skavanker, som gør, at hun ikke magter mange timers arbejde og slet ikke inden for sit gamle fag. Lisbeth Duun Jensen måtte stoppe som folkeskolelærer på grund af stress men klarer sig ligesom Anette godt i hverdagen takket være medicin.
"Det er dybt frustrerende at bryde sammen og opdage, at man ingenting kan, når man ellers har været vant til at klare sig selv. Jeg tudede i timevis og forstod ikke, hvad der foregik. Der er lang vej tilbage fra sådan en tur, og man kommer desværre tilbage i en anden version. Mange lag af styrke er skrællet af, stresstærsklen flyttet langt ned, og man er blevet meget sårbar," fortæller Lisbeth.
Swinger sammen
Lisbeth og Anette kendte ikke hinanden, før de blev kolleger. Men Lisbeth kontaktede Anette, før de skulle mødes i Nordborg til første arbejdsdag, og siden har de bare 'swinget' sammen og er blevet veninder. Og det er godt, fordi de har begge i en svær tid lært, at netværk betyder rigtig meget. Arbejdskolleger er vigtige brikker i netværket, og sådan nogle har de fået nu.
"Vi er lykkelige for det job her. Vi løser en opgave, som vi magter. Vi fik et påskeæg til påske og en lille sommerhilsen op til sommerferien. Det varmer helt vildt, fordi det fortæller, at der skønnes på os," siger Lisbeth, inden hun og Anette skynder sig ind til den næste vielse.
Her skal de fra tilhørerpladserne sikre, at der bliver sagt ja, og at det er brudeparret, der skriver under, inden de selv som vitterlighedsvidner signerer ægtepagten.
FAKTA
Minifleksjobberne er ansat i Borgerservice og aflønnes via en særlig pulje til kommunale fleksjob
Udenlandske vielser i Sønderborg Kommune foretages hver fredag på Nørherredhus.
Der er typisk 15-25 vielser på Nørherredhus hver fredag året rundt
Parrene, der blev viet fredag 8. juli, kom fra 17 forskellige lande. Flest fra Tyskland og Cameroun. Litauen, Equador, USA, Canada, Frankrig, Georgien, Elfenbenskysten, Algeriet, Rusland, Malaysia og Indien var også repræsenteret.