LørdagsAvisen tog med på job på sygehuset

Vi stikker hænderne ind under den grønne spritdispenser, inden de automatiske døre åbner sig til M1 på Sjællands Universitetshospital Køge. Vi går ned af den stille gang, hvor alt ånder fred. Vi skal på arbejde med Dennis Housted Bøttern, som er serviceassistent, og har været ansat på afdelingen i 22 år. Det er hovedsagligt lunge- og hjertepatienter, der fylder stuerne på M1.
Det er en atypisk dag, vi kommer på, for der er tomme stuer og frie gange. Nogle patienter er kommet hjem på orlov i weekenden, hvilke giver mere plads på afdelingen.
"Normalvis ligger der patienter herude på gangene, og alle de store stuer er fyldt. Men det er jo godt, at her er tomt, for så er det jo fordi, der er færre, der er syge," siger Dennis Housted Bøttern, da vi vises ned til personalerummet med vores ting.
Dennis Housted Bøttern er lige mødt ind til aftenvagten. Kollegaerne er ved at servere frokost fra den store madvogn. I dag står menuen blandt andet på boller i karry med grønt og koldskål. Det er ikke helt ligegyldigt, hvem der tager imod bestillinger fra patienterne, og hvem der øser op.
"Vi har hele tiden fokus på hygiejnen, så vi ikke spreder smitte," fortæller Dennis Housted Bøttern.
Nogle af patienterne er udstyret med advarselsskilte, og det kan være nødvendigt at rådføre sig med en sygeplejerske, inden der serveres mad og drikke.
"Hvilken konsistens vil I mene, den her har?" spørger en sygeplejerske, da hun rører i koldskålen.
"Vi har nogle patienter, der fejlsynker. Derfor har de en advarselstrekant, så vi først skal finde ud af, om der skal røres et tykningspulver i maden eller kaffen," forklarer Dennis Housted Bøttern.

Fra Irak til Køge

Dennis Housted Bøttern er oprindeligt uddannet maler, men da det kom til stykket, var det alligevel ikke det rigtige.
"Min mor er sygeplejerske, så det ligger lidt til familien. Og så har jeg været udsendt tre gange gennem forsvaret til Bosnien og Irak som sygeplejer. Her lærer man jo at kommunikere med mennesker fra forskellige kulturer. Det bruger jeg også her på afdelingen," fortæller Dennis Housted Bøttern, da vi går af de lange gange mod elevatoren til kælderen.
Der er omkring 200 serviceassistenter tilknyttet sygehuset, og de varetager alle mulige serviceopgaver, der er vigtige, for at hospitalet fungerer. Det er blandet andet serviceassistenter, der kører patienter til undersøgelser, serverer mad, gør rent og vasker senge ned, henter medicin i kælderen, vasker tøj og linned, flytter patienter fra seng til seng og håndterer diverse opgaver i kapellet.
Vi er nu nede i kælderen, og vi stikker hovedet ind i et rum, hvor en helt særlig maskine står.
"Vi har flere patienter i isolation. Bagefter skal rummet fuldstændig rengøres. Det gør vi med denne maskine, der sender klordampe ud i tre timer. Den slår alle bakterier ihjel, selv nøglehullerne bliver rengjort. Derfor er det ret vigtigt, at vi stopper ventilationen og taper dørerne til," forklarer Dennis Housted Bøttern med et smil.
I kælderen møder vi flere andre serviceassistenter, der er i fuld gang med at læsse vognene til deres afdelinger. Selvom de er mange, så kender de alle hinanden.
"Man har følelsen af at være en stor familie. Vi hjælper hinanden, både på afdelingen og på tværs af teams. Jeg håber, at den gode stemning blandt os følger med, når vi pludselig bliver dobbelt så mange i det nye hospital," siger Dennis Housted Bøttern, da han i stablen af kasser med medicin, finder det der skal med op på M1.

Arbejdsglæde

Det har aldrig ligget i kortene, at Dennis Housted Bøttern skulle uddanne sig til eksempelvis sygeplejerske, for svaret på spørgsmålet er ganske klart:
"Jeg har ikke lyst til at være sygeplejerske, for de har alt for travlt."
Travlhed er der ikke meget af denne dag, men tilbage på afdelingen skal nogle brugte senge køres ud af stuerne, og kollegaerne går i gang med de brugte rulleborde. Her vaskes alt grundigt af, og fjernbetjeningen kommes i en ny plastikpose, klar til næste patient.
"Jeg kan gøre en forskel bare med en kort sludder. Jeg mødte en gang en kvinde, som jeg ikke genkendte, men hun kunne huske mig. Det var 10 år siden, hun havde været indlagt, men hun kunne stadig huske mig. Vi serviceassistenter kommer jo kun med alt det gode. Vi kommer ikke med diagnoser, eller stiller krav om noget. Jeg er bare glad for at kunne gøre andre mennesker glade hver dag," fortæller Dennis Housted Bøttern, da vi triller ned af gangen med en brugt seng, og indskyder:
"Vidste du i øvrigt, at man altid bør køre patienten baglæns ind i en elevator? Det er ubehageligt, hvis dørene lukker lige bag dit hoved. Hvis patienten køres baglæns ind, så ser de dørene lukke. Det gælder om at gøre tingene så trygt for patienterne som muligt."